Et dansk ægtepar blev vældigt overrasket, da de i sommeren sidste år rejste på en uges rundrejse i De Forenede Arabiske Emirater og i den grad havde svært ved at holde maverne mætte undervejs.
De var nemlig ikke opmærksomme på, at deres ferie i perioden fra den 7.-14. juni 2017 lå midt under den muslimske fasteperiode, Ramadanen, og stort set alle restauranter i det olierige ørkenland på den sydøstlige del af den Arabiske Halvø derfor var lukket.
Det viser en af Pakkerejse- Ankenævnets seneste offentliggjorte kendelser fra 12. marts.
Ægteparret havde betalt 9680 kroner til et ikke-navngivet rejsebureau for den ugelange rundrejse i landet, der består af syv emirater - deriblandt Abu Dhabi og Dubai.
Under opholdet skulle parret bo på tre forskellige hoteller, som alle havde morgenmad inkluderet, men til frokost og aftensmad måtte parret finde på alternative løsninger:
- Alle restauranter - både dem i nærheden af, hvor vi boede, såvel som dem i de centre og steder, vi var - var lukkede i perioden fra solopgang til solnedgang, skriver ægteparret i sin klage til rejsebureauet.
- Vi måtte stjæle os til mad fra morgenbordene og tage det med til dagens udflugter. Det var bare ikke i orden, men det var komplet umuligt at købe frokost under Ramadanen. Vand kunne vi dog købe til fornuftig pris i bussen, skriver parret endvidere.
Ulrik raser over sin skiferie: 'Der stank af muggen ost'
Konen var ikke 'ærbar' nok
Parret har klaget, fordi de er utilfredse med, at rejsebureauet ikke oplyste dem om fasteperioden, da de købte rejsen knap ti måneder inden afrejse.
- I burde allerede ved bestillingen have oplyst om, at det valgte rejsetidspunkt var indenfor Ramadan-perioden. I burde have oplyst om dresscode før/efter og især under Ramadan, skriver parret og henviser til, at den danske kvinde ikke var klar over, hvor meget hun skulle tildække sin krop:
- Jeg var ikke klar over, at kjolerne skulle nå helt ned til anklen, at de ikke måtte indeholde blot en lille bitte slids i siden og at armene skulle være total dækkede. Heldigvis kunne vi kvinder, der ikke var 'ærbare nok', låne sorte klædedragter ved besøget i Sheik Zayed-moskéen til dækning af vores kropsdele.
Udover mad og påklædnings-delen i klagen, er ægteparret også utilfreds med, at det ene museum, de skulle have besøgt i Dubai, var lukket, og at de ikke kunne nå at bade i poolen inden afrejse på et af hotellerne, da livredderen først dukkede op klokken 8, og parret skulle tjekke ud klokken 10, samt at de under opholdet på det sidste hotel blev vækket hver morgen klokken 5.30 på grund af støj fra håndværkere ved poolen.
- Vi er af den opfattelse, at Ramadanen virkelig har forringet vor rejse svarende til 20-30 procent af rejsens pris, og at vi på dette grundlag burde have en godtgørelse på pakkerejsen inklusiv oplevelsespakken, skriver ægteparret i klagen.
Færre danskere får medhold i ferieklager
Rejsebureauet: De burde have vidst det
Rejsebureauet er dog bestemt ikke enig med ægteparret i, at de burde have oplyst dem om, hvornår den muslimske fasteperiode løber.
Det skriver bureauets advokat til Pakkerejse- Ankenævnet:
- I den muslimske kultur følger Ramadanen hvert år månens kalender, hvorfor den i forhold til vores danske kalender rykkes hvert år med elleve dage. Det bør derfor ikke kunne lægges vores klient (rejsebureauet, red.) til last, at klageren ikke selvstændigt har informeret sig om landet og tidspunktet, som denne har booket en rejse til, skriver advokaten og fortsætter:
- Da tidspunktet for Ramadanen skifter hvert år, har vores klient ikke mulighed for at indarbejde forskellige datoer i sit standard-materiale, der bliver tilsendt kunderne. Ramadanen er efterhånden velkendt, også i Danmark, samt et langt arrangement, hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse for klageren, at der er mulighed for, at rejsen afholdes i Ramadanen.
- Endvidere har vores klient oplyst behørigt om, hvad Ramadanen indebærer, og herudover forsøgt at gøre Ramadanen til en så behagelig oplevelse som muligt ved at omgå reglerne i nogen omfang, skriver advokaten og henviser til, at ægteparret kunne købe lidt mad og vand i bussen.
Ankenævnets afgørelse
På trods af at rejsebureauet ikke mener, at det har et ansvar for at gøre deres kunder opmærksomme på Ramadanen, så er Ankenævnet ikke af samme opfattelse.
- Ankenævnet finder, at afholdelse af Ramadanen er af så væsentlig betydning for gennemførelsen af en rejse, at bureauet i forbindelse med salg af rejser til destinationer, der er væsentlig berørt heraf, tydeligt bør informere om perioden for afholdelse af Ramadanen og om konsekvenserne heraf for gennemførelsen af den konkrete rejse, skriver Ankenævnet i sin afgørelse.
Derudover lægger Nævnet vægt på, at ægteparret fik forværret deres ferie i perioden fra 11.-13. juni på grund af byggestøj samt aflyst deres besøg på museet i Dubai, og derfor kan ægteparret se frem til en erstatning på 2500 kroner.
Rasende danske rejsende: 'Badeværelset stank af kattepis'