Dansk rejsebureau nægter at betale for aflyst rejse

Rejsebureauet Penguin Travel ignorerer Pakkerejse-Ankenævnets afgørelse og vil ikke betale penge retur til en kunde. Ejeren af rejsebureauet mener, at hans sag er afgjort af en praktikant

En lystfisker kom aldrig afsted på en fiskerejse, fordi den blev aflyst på grund af en tyfon. Nu vil rejsebureauet ikke betale pengene tilbage, selvom Pakkerejse-Ankenævnet har afgjort, at de skal. Foto: Colourbox
En lystfisker kom aldrig afsted på en fiskerejse, fordi den blev aflyst på grund af en tyfon. Nu vil rejsebureauet ikke betale pengene tilbage, selvom Pakkerejse-Ankenævnet har afgjort, at de skal. Foto: Colourbox

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En fisketur i efteråret 2017 til Kamtjatka i det østlige Rusland skulle have været en oplevelsesrig tur for lystfiskeren Jarl Teddy Jensen.

Men turen blev aldrig til noget, fordi en tyfon hærgede området netop de dage, hvor han skulle afsted.

Turlederen, som havde solgt rejsen til Jarl Teddy Jensen på vegne af rejsebureauet Penguin Travel, besluttede at aflyse turen til vildmarken, fordi de ikke kunne flyve i helikopter. Den aflyste fluefisketur ville være en mærkbar mangel ved den samlede pakkerejse. Som løsning foreslog Penguin Travel, at gruppen kunne komme på en ny tur året efter som erstatning.

Se også: Kloaklugt, dårlig mad og 70 bridgespillere ødelagde ferien

Penguin Travel annullerede rejsegruppens flybilletter og visum og gav dem besked om, at disse var gået tabt og skulle købes på ny til næste års tur.

Gruppen fik herefter besked om, at de selv måtte søge erstatning for de tabte flybilletter ved deres forsikringer. Rejsens samlede pris for Jarl Teddy Jensen var på 26.350 kroner. Heraf udgjorde flybilletterne omkring 5000 kroner.

Jarl Teddy Jensen havde betalt via Mastercard, som har en mulighed for at refundere beløb for varer, man ikke har fået, ved at trække pengene tilbage. Han anmodede derfor Mastercard om at få refunderet 5000 kroner for de tabte flybilletter, og de blev så trukket på Penguin Travels konto.

Se også: Aflyste rundrejsen: Ville ikke besøge salgsboder

Sendte faktura for gamle og nye billetter
Da den nye rejse nærmede sig i 2018, sendte Penguin Travel en faktura til Jarl Teddy Jensen, hvor de både opkrævede ham for nye flybilletter samt de gamle, som han havde fået erstattet via Mastercard. Hvis han ikke betalte de penge, som han havde fået tilbage via Mastercard, ville han ikke komme med.

Det beløb ville Jarl Teddy Jensen ikke betale, derfor annullerede Penguin Travel erstatningsrejsen. Han kom derfor aldrig afsted på fisketuren til Kamtjatka, men fik heller ikke sine penge tilbage. Jarl Teddy Jensen sendte derfor en klage til Pakkerejse-Ankenævnet.

Se også: Den går ikke! Rejsearrangør forlangte drikkepenge på forhånd

Får medhold
8. april 2019 gav Pakkerejse-Ankenævnet Jarl Teddy Jensen medhold i hans klage. Penguin Travel havde ikke overholdt loven om pakkerejser, da Jarl Teddy Jensen var berettiget til at få alle sine penge tilbage for den aflyste tur, da den ikke kunne gennemføres på grund af en tyfon.

'Da den bestilte og betalte rejse ikke blev afholdt, uden at dette skyldes klagerens forhold, har klageren herefter været berettiget til at hæve aftalen i medfør af den dagældende lov om pakkerejser § 16, stk. 1, og få tilbagebetalt det fuldt indbetalte beløb for rejsen, i alt 26.350 kr.', skriver Pakkerejse-Ankenævnet i sin kendelse.

Se også: Dansk fodboldhold fik pengene retur: Banen var fyldt med muldvarpeskud

Penguin Travel skulle betale rejsens pris tilbage minus de 5000, som allerede var tilbagebetalt via Mastercard. Et beløb på 21.350 kroner. Det har de bare ikke gjort, og derfor har Jarl Teddy Jensen anlagt en civil sag mod Penguin Travels ejer Dimitri Vassilev Popov.

- Jeg vil virkelig advare andre fiskere mod det her rejsebureau, siger Jarl Teddy Jensen til Ekstra Bladet.

'Det må være en praktikant, som har behandlet sagen'

Snart et år efter kendelsen har Jarl Teddy Jensen stadig ikke set de 21.350 kroner, som Penguin Travel skylder ham. Dimitri Vassilev Popov, som ejer og driver Penguin Travel, mener ikke, at Pakkerejse-Ankenævnet har givet Penguin Travel en fair behandling. Ifølge ham var det ikke Penguin Travels ansvar at aflyse rejsen. Det var turlederen, der tog den beslutning. Alligevel har Pakkerejse-Ankenævnet afgjort, at det er Penguin Travel, som har ansvaret.

Hvorfor retter du dig ikke efter kendelsen?

- Vi har været i branchen i 30 år. Vi har haft 5-6 sager i Pakkerejse-Ankenævnet før, hvor vi er blevet enige, men vi har aldrig oplevet noget som dette. Det er meget uprofessionelt, siger Dimitri Vassilev Popov, ejer og direktør i Penguin Travel.

I har fremlagt jeres syn på sagen overfor Pakkerejse-Ankenævnet, og det har kunden også, og Nævnet er så kommet frem til, at I efter loven skal betale kunden pengene tilbage. Hvorfor tager du ikke det til efterretning?

- Rejsen kunne godt være gennemført. Det er deres egen (turgruppen red.) beslutning at aflyse. Det må være en praktikant fra Ankenævnet, der har siddet og afgjort det her. De har sjusket og kigget gennem fingrene med den her sag, siger Dimitri Vassilev Popov.

Pakkerejse-Ankenævnet består af en dommer, to repræsentanter fra de to brancheforeninger Rejsearrangører i Danmark og Danmarks Rejsebureau Forening samt to repræsentanter udpeget af Forbrugerrådet Tænk. Medlemmerne afgør alle sagerne, så det er ikke en praktikant, der har afgjort denne sag. I nogle sager er der uenighed blandt medlemmerne om, hvorvidt en klager er berettiget til medhold i sin klage. Her vil sagen blive afgjort efter stemmeflertallet i nævnet. I denne sag var der enighed blandt alle medlemmerne om, at kunden var berettiget til at ophæve købet og dermed få pengene tilbage.

Jarl Teddy Jensen har nu anlagt en civil sag mod dig og Penguin Travel for at få sine penge tilbage. Den er forsøgt forkyndt til dig i over et halvt år nu?

- Hvorfor skriver kunden til jer? siger Dimitri Vassilev Popov.

Fordi du ikke overholder Pakkerejse-Ankenævnets afgørelse.

- Er Penguin Travel de første, som ikke overholder Pakkerejse-Ankenævnets kendelse? Ved du noget om det? Der er mange rejsebureauer, der ikke overholder dem. Han kan gå til retten, det er fint. Han får sine penge tilbage, så det er fint, siger Dimitri Vassilev Popov.

Hvorfor ikke bare rette sig efter kendelsen så?

- Det er femte eller sjette gang, at du stiller det samme spørgsmål.

Det lyder bare vildt, at du vil gå igennem en retssag, når du nu siger, at han vil få sine penge alligevel. Hvorfor så ikke bare betale ham pengene nu og undgå en retssag?

- Det er min beslutning jo, siger Dimitri Vassilev Popov, direktør og ejer af Penguin Travel.

Ekstra Bladet er i besiddelse af dokumentation for, at Københavns Byret har forsøgt at forkynde sagen for Dimitri Vassilev Popov siden 19. juli 2019. Indtil videre uden held.

70 kommentarer
Vis kommentarer