Danske turister flået: Fuppes af falske sider

Rejsende til USA lokkes ind af uofficielle visum-hjemmesider, som bondefanger danskere til at betale alt for meget for deres visum

Hør Forbrugerrådet TÆNKs råd her. Producer: Martin Lorentsen.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Flere tusinde danskere rejser hvert år til USA, og der er ikke noget, der tyder på, at tallet for 2019 bliver lavere.

Og de fleste danskere ved godt, at de skal være varsomme over for plattenslagere og lommetyve, når de bevæger sig rundt på Times Square i New York eller Hollywood walk of fame i Los Angeles.

Men de færreste er klar over, at man allerede kan blive snydt godt og grundigt, inden flyet har sat hjulene på amerikansk grund.

For en række snylter-firmaer har etableret sig på nettet og narrer store gebyrer fra danske rejsende.

Alle danskere på kortere ferieophold skal nemlig søge ESTA-visum og have det godkendt forud for rejsen for at blive lukket ind i Guds eget land.

De falske visum-sider bruger næsten enslydende web-adresser som den officielle ESTA-ansøgningsadresse, og på perfekt dansk leder de forbrugeren gennem en helt identisk ansøgningsproces for at søge visum. Det eneste, snylter-firmaerne gør, er at kopiere og indsætte de indtastede oplysningerne på den rigtige ESTA hjemmeside. Og hæver en masse ekstra penge for det.

Det skete for 49-årige Philip Thomsen, som skal til New York i foråret.

- Jeg googlede ESTA, og så var det den første side, som kom frem i min søgning, og det så helt officielt ud. Jeg opdagede ikke, de havde trukket næsten 600 kroner for meget, før jeg fik fakturaen. Jeg er overrasket over, at Google tillader, at de falske hjemmesider ligger så højt i søgeresultatlisten, siger Philip Thomsen til Ekstra Bladet.

Se også: Dyr dumhed: Ungt par sendt retur efter 30 minutter i ferieparadis

Fup-firmaer får alle dine oplysninger
Max Ranzau, som bor i USA, oplevede det samme problem, da han skulle have besøg af sine forældre fra Danmark.

- Mine pensionerede forældre skal over og besøge os senere på året, og de var tæt på at gå i fælden den anden dag. Gudskelov fik vi det stoppet, inden der blev indtastet noget vigtigt. Det hele ser jo så nemt og ligetil ud. Det var så lige indtil, det blev klart, at der skulle betales 74 dollar oveni de almindeligvis 14 dollar, som en ESTA-ansøgning koster, skriver Max Ranzau til Ekstra Bladet.

Han arbejder til dagligt med identitetssystemer, og er foruroliget over, hvilke oplysninger de falske visum-firmaer kommer i besiddelse af.

- Jeg ryster ved tanken om, hvordan folks mest fortrolige data kan komme på afveje og i hænderne på 3. part, der aldrig skulle have haft dem.

Den amerikanske ambassade i Danmark advarer mod falske ESTA-sider, men kan ikke gøre meget ved det.

'Tredjepartsvirksomheder, der opkræver et gebyr for at hjælpe rejsende med at registrere sig under ESTA, opererer IKKE på vegne af den amerikanske regering (...) Disse virksomheder og websteder er ikke godkendt af, forbundet med eller på nogen måde tilknyttet Department of Homeland Security (DHS) eller den amerikanske regering. Disse websteder er designet til at virke legitime, og selvom de er misvisende, opererer de lovligt', skriver ambassaden på hjemmesiden.

Her opfordrer de også Philip Thomsen og andre danskere, der er blevet fuppet, til at tjekke det tilsendte referencenummer på den officielle ansøgningsside for at få bekræftet, at ansøgningen er korrekt registreret i systemet.

Ambassaden oplyser endvidere, at man kan prøve at bestride det opkrævede beløb til sin bank eller kreditkortselskab, men hvis beløbet på de 14 dollar bliver refunderet, så vil ESTA-visummet automatisk blive nægtet og fremtidige ansøgninger kan også blive afslået.

Også siden GuideUsa.dk advarer i en nyligt opdateret artikel om fupsiderne:

Lokker folk til med 'officielle' navne
'Der findes desværre adskillige ESTA-hjemmesider på internettet, som forsøger at tjene penge på USA-rejsendes usikkerhed omkring udfyldelse af ansøgningen. Flere af disse uautoriserede hjemmesider inkluderer navnet ESTA eller 'official' i deres hjemmesidenavn for at lokke folk til at gå ind på deres uofficielle sider', skriver GuideUSA.dk og fortsætter:

'De uofficielle sider er rigtig gode til at ligge højt på søgeresultatlisten i Google, når man eksempelvis søger på 'ESTA USA', og mange falske sites betaler også for at være allermest synlig via Google annoncering og øvrig online annoncering - også i Danmark'.

GuideUSA.dk har lavet en liste over de oftest sete uofficielle ESTA sites i Danmark:

•ESTA.dk – opereres fra Gibraltar og tager $ 87 for ESTA ansøgning.

•esta-america.org – samme som ESTA.dk

•immigrationfirst.com – samme som ESTA.dk

•official-esta.dk – opereres fra Los Angeles og tager $ 95 for ESTA ansøgning.

•official-esta.com – samme som official-esta.dk.

•evisaonline.com – tager $ 88 for 'professionel gennemgang' og 'behandlingsservice'.

 

Andre uautoriserede ESTA hjemmesider, der tilbyder 'hjælp' til ESTA-ansøgninger:

•esta.us

•usa-esta.us

•en.usa-esta.us

•esta-visas-us.com

•estaexpress24.com

•estausa.com

•estaservice.com

•estausvisit.com

•evisausa.org

•visausanow.com

•usestacenter.com

•visitusaimmigration.com

•helpforevisa.info

•usavisaonline.com

•usaestaonline.com

•getestavisa.com

•estavisa-org.com‎

•apply-esta.us.com

•gov-esta-cpd.us

•travelsto-us.com

 

For at identificere officielle amerikanske websider, skal der ifølge ambassaden være et 'gov' i internetadressen.

For at søge visum til USA via den officielle adresse skal man gå ind på https://esta.cbp.dhs.gov/esta/ og vælge dansk i øverste højre hjørne.

Se også: Mand strandet i lufthavn i syv måneder: Nu er mareridtet slut

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere