Det er surt tabte penge, hvis du har stået og glædet dig til den længe ventede sommerferie, og dit rejsebureau pludselig går konkurs.
Det er sket flere gange denne sommer. Senest var det Lowcostholidays, der den 15. juli meddelte, at de måtte lukke ned, mens det nordjyske selskab Hansen Rejser gik konkurs i starten af juli.
Forskel på dansk og udenlandsk
Men der er stor forskel på den hjælp, du kan få, hvis du har købt rejser ved de to ovenstående selskaber.
For mens du som dansk rejsende har kunnet klage til Rejsegarantifonden og få dine hårdt tjente penge tilbage, hvis du havde købt din ferie hos Hansen Rejser, så er det en helt anden sag med Lowcostholidays.
Forskellen? Hansen Rejser er et dansk registreret firma, mens Lowcostholidays har hjemme i England.
Og kigger man på Trustpilot, så er der en hel del danskere, der kom i klemme hos sidstnævnte, og som fik knust drømmen om en dejlig ferie.
- Står nu i Alcudia, Spanien med et låst værelse, fordi hotellet ikke har modtaget penge fra Lowcostholidays, selvom rejsen blev betalt i februar. Måtte nu selv betale og ser nok ikke pengene igen, skriver Mogens Rasmussen på anmeldelses-sitet.
Færdig med fordrukne turister: Spansk partyby vil fjerne alkoholen fra gaden
Skal være registreret
Og der er ingen hjælp at hente, hvis du har købt din rejse hos et udenlandsk firma, og det så går konkurs.
Det fortæller Dansk Rejsebureau Forening til branchemediet Takeoff.dk. De opfordrer derfor folk til at booke ferien hos et dansk firma.
- Hvis rejsebureauet er registreret i fonden, er man sikker på at få pengene for pakkerejsen retur i tilfælde af, at rejsebureauet går konkurs. Sker det, mens man er på ferie, sørger fonden også for, at man kommer sikkert hjem, uden at det koster penge. Derfor opfordrer vi forbrugerne til at undersøge deres rejsearrangør, inden de bestiller og betaler for rejsen, siger Jakob Hahn, afdelingschef i Danmarks Rejsebureau Forening, til Takeoff.dk.
Flere danskere i klemme
Jakob Hahn fortæller desuden, at de har modtaget en del henvendelser fra danskere over sommeren, der er blevet ramt af konkurs, men hverken de eller Rejsegarantifonden kan gøre noget, hvis de uheldige ikke har købt hos danske firmaer.
- Lovgivningen i Danmark sikrer forbrugerne på den måde, at det ganske enkelt er et krav, at bureauet er registret i Rejsegarantifonden, hvis det sælger pakkerejser under et dansk CVR-nummer.
På Rejsegarantifondens hjemmeside kan du se, hvilke selskaber der er registreret i Danmark. Du kan desuden finde vejledning til, hvordan du får erstatning for din konkursramte rejse.
Amok over håndbagage: Passager gav stewardesse en på skrinet