Cigarrygende chimpanser, kælne tigre, elefantrideture og shows med delfiner og spækhuggere.
Der er et utal af muligheder, når det kommer til at lade sig underholde af eksotiske dyr og deres optrædener til diverse shows på ferien.
Og det er der i den grad mange danskere, der har benyttet sig af i en lang årrække.
Sådan er det imidlertid ikke længere. Faktisk er det kun 7 procent af den danske befolkning, der i dag vil sætte sig på ryggen af en elefant, mens 12 procent fortsat kunne finde på at se et delfinshow.
Det viser den seneste undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection i 2022.
Danskerne er ‘røvtrætte’ af ‘pomfritrejser’
Ifølge fremtidsforsker Anne Skare er der i dag færre danskere, der nyder at se dyr optræde. Det skyldes blandt andet, at der er kommet en større opmærksomhed på dyrenes trivsel og de vilkår, som dyrene ofte lever under, når de skal agere turistattraktion.
Samtidig har en mere bæredygtig turismeform vundet indpas hos danskerne, hvor feriefornøjelser ikke længere skal være på bekostning af andre levende væsner, lyder det.
- Tidligere dyrkede vi ’eskapismeturismen’, og tog glad på ‘pomfritferie’. Arbejdet var hårdt og hverdagen slidsom, og derfor var ferierne tid til afslapning.
- Så når man var turist, kunne man opføre sig dårligere, fordi man syntes, at man havde fortjent alt den gode mam og lidt for meget sol og drikkevarer. Man ville bare underholdes og orkede ikke at tænke over, om dyrene havde en skidt tilværelse, siger Anne Skare Nielsen i en pressemeddelelse.
- Fremtidens bæredygtige ’idealismeturister’ er mere bevidste, og fordi hverdagslivet handler mere om mening og livskvalitet, så er det ikke længere noget, vi flygter fra.
- Generelt er vi røvtrætte af at have dårlig samvittighed, så at være steder, hvor vi kan få fuld plade på alle de sande værdier, er tiltrækkende, fortsætter hun.
Flere vil på dyrevenlig ferie
Hos rejsebureauet Bravo Tours oplever man også, at flere danskere ønsker at tilbringe ferien i dyrevenlige rammer. Det er de færreste, der i dag føler sig underholdt af lidende dyr, lyder det.
- Jeg har set en chimpanse, der røg cigaretter, en gris, der drak øl, og en kamel, der drak Coca Cola af flasken. Det kan godt være, at nogle på et tidspunkt fandt dette underholdende, men sådan er det heldigvis ikke længere, siger Peder Hornshøj, som er administrerene direktør hos Bravo Tours.
- Før i tiden kunne man komme på trekking i Thailand på ryggen af en elefant. I dag besøger man i stedet en nationalpark, hvor man på afstand iagttager dyrene i deres naturlige omgivelser. Sådan skal det være.
- I Bravo Tours passer vi på dyrene. Møder vi noget på vores vej, der ikke er i orden, så siger vi stop.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Tips til en dyrevenlig ferie
Undgå shows med vilde dyr
Når dyr optræder som underholdningsgenstand til et show, er de ofte udsat for meget stress. Samtidig bliver dyrene i mange tilfælde udsat for dyremishandling under træning til et show, ligesom de bliver straffet, hvis ikke de indordner sig, hvilket er imod dyrenes natur.
Oplev vilde dyr i naturen
Det kan være en stor oplevelse at se eksotiske dyr på ferien. Og skal du det, så anbefales det, at du ser dem i naturreservater eller i nationalparker, hvor dyrene færdes mere eller mindre frit i rolige omgivelser.
Undersøg dyrenes trivsel
I nogle tilfælde påvirker det ikke dyrenes ve og vel, hvis du eksempelvis skal ride på en kamel eller ae en slange. Det afhænger af, hvordan det sted, der udbyder oplevelsen, værner om dyrenes trivsel.
Overvej, om dyrene ser underernærede ud. Tjek, om dyrene har adgang til vand og skygge, og læg mærke til, om dyrene har sår, skrammer og/eller pletter i pelsen.
Klag lokalt
Hvis du bemærker, at nogle dyr mistrives på din feriedestination, så er det vigtigt, at du indberetter det til de lokale myndigheder, sådan at der kan blive taget hånd om problemet.
Her er det en god idé at tage billeder af forholdene, så du kan bruge det til dokumentation. Fortæl det eventuelt til dit rejsebureau, til hotellet eller til en dyrevelfærdsorganisation.
Det er langtfra billigt at holde ferie, så alle besparelser tæller. Det er for eksempel hul i hovedet at betale for rejseforsikring to gange.
--------- SPLIT ELEMENT ---------