Ansatte og frivillige i zoologiske haver og dyreparker i det krigsramte Ukraine kæmper en brav kamp i forsøget på at holde dyrene og ikke mindst dem selv i live.
Den kamp har foreningen for danske zoologiske anlæg og akvarier (DAZA) nu besluttet sig for at støtte op om.
Derfor har foreningen valgt at donere 100.000 kroner til deres kollegaer i Ukraine. Aalborg Zoo har derudover valgt at donere 25.000 kroner til samme formål.
Det skriver DR.
- Vi ved, at nogle af haverne er bombede, og vi ved, at når folk flygter, så kommer mange og afleverer deres dyr til zoologiske haver, lyder det fra formand for DAZA og direktør i Aalborg Zoo, Henrik Vesterskov Johansen.
Donationen sker i samarbejde med den europæiske sammenslutning af zoologiske haver og akvarier (EAZA), og forhåbningen er, at man i fællesskab kan indsamle et stort beløb til de zoo-ansatte i Ukraine.
Få dyr er blevet evakueret fra krigszoner i Ukraine, mens andre dyr er tvunget til at blive. Der er omkring 50 ansatte i den zoologiske have i Kyiv, som har valgt at flytte ind hos dyrene for bedre at kunne passe på dem, mens krigen raser.