Danskere fanget i Thailand: TUI's fly aflyst uden forklaring

Drømmeferien til eksotiske Thailand er for flere hundrede danskere endt i et vaskeægte ferie-mareridt

Passagererne var klar til afgang og kaldt til gaten for så tre timer senere at få at vide, at afgangen var aflyst. Nu er endnu et fly fra Phuket mod København aflyst, og passagerne er henholdsvis forsinket 40 og 20 timer. Arkivfoto: All Over Press
Passagererne var klar til afgang og kaldt til gaten for så tre timer senere at få at vide, at afgangen var aflyst. Nu er endnu et fly fra Phuket mod København aflyst, og passagerne er henholdsvis forsinket 40 og 20 timer. Arkivfoto: All Over Press

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Adskillige hundrede rejsende med selskabet TUI er både i dag og i går mødt op i lufthavnen i Phuket for at vende snuden hjem til Danmark, men har gang på gang måttet se ordene 'forsinket' og 'aflyst' på flyskærmene.

En af dem, der er fanget i Thailand, er Julie Vilhelmsen, som skulle være rejst hjem til Danmark onsdag morgen lokal tid. Først blev afgangen rykket en time og siden tre timer, før afgangen blev helt aflyst.

- I kan næsten ikke forestille jer et kaos med 400 mennesker, der har været fanget i en lufthavn i cirka 6 timer, skriver Julie Vilhelmsen på facebook og tilføjer over telefonen til Ekstra Bladet:

- Kaptajnen kom selv ud i gaten og fortalte os, det ikke var sikkert at flyve.

Sendt langt væk
Julie fortæller endvidere, at passagererne efterfølgende blev smidt ind i en bus, hvor de ventede i to timer, før de blev sendt enten til Phuket eller Khao Lak, som ligger tre timer væk fra lufthavnen.

Julie og hendes kæreste var 'heldige' at blive indlogeret på et hotel på Phuket sammen med cirka 40 andre gæster, mens resten af de aflyste passagerer altså måtte tage den over tre timer lange bustur til Khao Lak.

- Det var børnefamilierne, som blev sendt længst væk. Det giver ingen mening, siger Julie til Ekstra Bladet.

Lige nu er klokken snart 15.30 lokal tid, og Julie og resten af passagererne fra det første fly, der blev aflyst, har fået at vide, at de skal flyve til midnat lokal tid - om små ni timer. De blev smidt ud af deres hotelværelse for over tre timer siden og sidder nu blot og venter.

- Vi har ikke set skyggen af en guide siden lufthavnen, lyder det fra Julie.

En anden rejsende, som har skrevet til Ekstra Bladet, er Anne, der selv fandt et hotel nær lufthavnen, fordi TUI ville splitte familien ad på forskellige hoteller.

- Vi fandt et hotel nær lufthavnen. Her fandt ca. 3-5 andre danske familier også til, for de havde små børn, så en kørsel på 3 timer frem og tilbage var for meget for dem. Hotellet har heldigvis ladet os have værelserne til kl.17, skriver Anne, der skal med det første fly hjem klokken 00.00

Det andet fly, der skulle være lettet fra Phuket mod København skulle være afgået torsdag middag, men det er foreløbigt udsat til klokken 8 i morgen lokal tid, og gæsterne på Khao Lak-hotellerne bliver afhentet klokken 4 i morgen tidlig lokal tid.

Se også: Er flyet aflyst eller forsinket? Så meget kan du få i erstatning

TUI: Det er rigtig uheldigt
Hos rejseselskabet TUI lyder beskeden, at det drejer sig om to afgange, der er blevet forsinket henholdsvis 40 og 20 timer grundet tekniske udfordringer.

- Det er selvfølgelig rigtig uheldigt og ærgerligt, at vi har to forsinkelser. Det er vi de første til at beklage, lyder fra TUI's pressechef, Christian Grandjean, der fortæller, at det drejer sig om 183 passagerer på første forsinkede afgang og 164 passagerer på den anden.

- Julie og flere andre på Facebook brokker sig over, at de ikke har hørt fra jer og derfor ikke ved, hvornår de kan regne med at flyve hjem. Hvordan kan det være?

- Det er selvfølgelig beklageligt, og vores kontor er i fuld gang med at ringe ud til dem nu, siger Christian Grandjean og fortsætter:

Nåede i lufthavnen inden aflysning
- Desværre nåede passagererne, der skulle være rejst hjem til Danmark her til middag lokal tid ud i lufthavnen, før afgangen blev aflyst, og de er derfor blevet kørt tilbage til to forskellige hoteller, hvor de får både mad og drikke.

- Flere rejsende fra den første afgang skriver på Facebook, at de er blevet tjekket ud af hotellet for et par timer siden og derfor ikke ved, hvad de skal gøre nu..

- Det er rigtigt, at vi har været nødt til at tjekke passagererne fra den meget forsinkede afgang ud klokken 12 lokal tid. Det drejer sig om 183 svenske og danske passagerer - heriblandt fem børn, og det er simpelthen for mange til, at hotellet havde plads til dem.

De 183 passagerer skal derfor vente i alt syv timer med deres kufferter rundt omkring på hotellet, før de bliver hentet klokken 19 lokal tid og kørt til lufthavnen, fortæller pressechefen.

- Det er selvfølgelig syv rigtig kedelige timer, og det beklager vi, men vi kan desværre ikke gøre noget. Vi har tilbudt dem både frokost og middag på hotellet, inden de bliver hentet. Andet har vi desværre ikke mulighed for.

- Men hvordan kan det være, at de er blevet tjekket ud af hotellet uden at få nogen besked fra jer om, hvornår de kan flyve hjem?

- Det kan jeg igen kun beklage. Hvis der er passagerer, der føler, de ikke har fået den nødvendige information, så har vi selvfølgelig ikke gjort det godt nok.

Vi valfarter sydpå i sommermånederne, men det er også her, der traditionelt er flest forsinkelser. Her er din guide til, hvordan du får erstatning, hvis dit fly eller din kuffert er forsinket. Foto: /ritzau/Jens Dresling Tips og guides Flykaos forude: Sådan får du erstatning

137 kommentarer
Vis kommentarer