Danskere har millioner til gode hos Norwegian

Det er i mange tilfælde nødvendigt at gå hele vejen til domstolen, hvis man ønsker erstatning for flyforsinkelser fra Norwegian

Passagerer oplever, at det er svært at få Norwegian til at hoste op med erstatning for flyforsinkelser. Foto: Jakob Jørgensen
Passagerer oplever, at det er svært at få Norwegian til at hoste op med erstatning for flyforsinkelser. Foto: Jakob Jørgensen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

I 2018 sendte Norwegian 37 millioner passagerer ud at flyve. Men desværre for det norske flyselskab, så endte en del af disse passagerer med at komme mindst tre timer for sent frem. Og det koster, for så er passagererne som udgangspunkt berettigede til kompensation.

Men passagererne oplever, at det er svært at hive penge ud af flyselskabet.

- Hver måned har vi rigtig mange sager mod Norwegian, fordi Norwegian afviser passagerernes ret eller ignorerer deres henvendelser, siger Gustav Frederik Thybo, som er direktør i Flyhjælp, der har specialiseret sig i - mod en andel af kompensationen at hjælpe passagerer med at få pengene hjem.

Flyhjælp har lige nu 3.000 aktive retssager, og 464 er dem er udelukkende mod Norwegian.

- Vi har cirka lige mange klager mod SAS og Norwegian, men vi har langt flere retssager mod Norwegian end SAS. Det skyldes i højere grad, at SAS betaler ved første henvendelse, når vi sender et krav afsted, siger Gustav Frederik Thybo, som vurderer, at alle Flyhjælps samlede aktive sager mod Norwegian har en værdi på 15,33 millioner kroner.

Se også: Lufthansa sagsøger 'snedig' passager

Ville ikke refundere penge for aflyst fly
En af de personer, som Flyhjælp har hjulpet, er Dennis Pedersen. Han skulle sammen med en ven flyve med Norwegian fra København til Aalborg en søndag i juli 2018, men dagen før fik han en sms fra flyselskabet, at afgangen var aflyst, og der ikke var andre afgange den dag.

Norwegian ville imidlertid ikke tilbagebetale billetternes pris til Dennis Pedersen, da han havde booket billetterne gennem en billetoperatør, så de bad ham rette henvendelse til denne.

- Jeg skrev til billetoperatøren, men dem hørte jeg aldrig noget fra. Så jeg var i vildrede, siger Dennis Pedersen, som gennem Flyhjælp både fik Norwegian til at hoste op med pengene for billetterne og en kompensation for aflysningen. I alt lød hans kompensation på 500 euro.

- Hvis bare Norwegian havde betalt mig pengene tilbage for billetten, så havde jeg aldrig oprettet en sag mod dem, men jeg blev sur over den dårlige håndtering af min sag, fortæller Dennis Pedersen til Ekstra Bladet.

Se også: Skræk-rekord for 2018: Værste år nogensinde for flyforsinkelser

Været langtrukkent
Også Suzanna Rasmussen havde ret til kompensation. Hun var tre timer og 20 minutter forsinket på sin tur fra Nice til København i oktober i fjor. Men Norwegian betalte først, efter Flyhjælp havde indbragt Suzanna Rasmussens sag for retten.

- Jeg har tidligere selv forsøgt at få erstatning for forsinkelser ved Norwegian, men der er så mange formularer og så meget jura i det, så jeg gav op og gik til Flyhjælp.

- Det har været virkelig langtrukkent. Jeg indbragte sagen i oktober, og jeg fik pengene her i slut januar, siger Suzanna Rasmussen.

British Airways, easyJet og Ryanair er blandt de flyselskaber, der er blevet undersøgt. Foto: AP Ferie - 27. aug. 2018 - kl. 10:00 Ny rapport: Sådan narrer flyselskaberne dig med smart trick

Norwegian: - Det er let at få penge tilbage
Norwegian mener, at det er let nok for passagererne at få penge tilbage, når de henvender sig til Norwegian uden om selskaber som Flyhjælp.

- Hvis man som passager oplever forsinkelser eller aflysninger, anbefaler vi, at man tager direkte kontakt til sit flyselskab. For Norwegians vedkommende gøres det let via vores hjemmeside. Vi retter os efter den EU-forordningen, som regulerer retten til kompensation ved forsinkelser og aflyste afgange. Det betyder, at alle, som har ret til kompensation, får det, og at vi i øvrigt behandler alle sager individuelt, siger Andreas Hjørnholm, pressechef for Norwegian i Danmark til Ekstra Bladet.

- Internetselskaber som Flypenge, FlightRight, Dansk Flyhjælp, Ifdelayed, Airhelp og hvad de ellers hedder, har en forretningsmodel, hvor de hapser op mod halvdelen af den kompensation, som passageren ifølge lovgivningen har ret til - og som kan opnå ganske let ved få klik på vores hjemmeside. De lever af at skabe et indtryk af, at det hele er meget besværligt, når det i virkeligheden er ganske let. Vi synes, det er bedre, at passageren får hele beløbet selv, uden at skulle aflevere en stor portion til et firma af denne type, siger Andreas Hjørnholm.

Helt så let forløb det dog ikke for Norwegian-passager Nicolai Kjergaard. Han var otte en halv timer forsinket fra Malaga til København.

- Norwegian oplyste, at de ikke ville udbetale kompensation, da forsinkelsen skyldtes særlige omstændigheder. De begrundede det med, at de skulle undersøge flyet for fejl, men at de ikke fandt nogen, fortæller Nicolai Kjergaard til Ekstra Bladet.

- Den reelle årsag til forsinkelsen offentliggøres sjældent af flyselskabet. Da retten til kompensation afhænger af årsagen til forsinkelsen, er det svært at vurdere retten til kompensation uden baggrunden for forsinkelsen. Vi vinder 97 procent af alle retssager, og den høje winrate i retten skyldes dels, at vi har købt adgang til dyre datasystemer, der angiver den faktiske årsag til forsinkelsen, siger Gustav Frederik Thybo.

Derfor indbragte Flyhjælp Nicolai Kjergaards sag mod Norwegian for retten, og den 24. januar i år kom der svar fra Norwegian, at de vil udbetale 400 euro (3.000 kroner, red) til Nicolai Kjergaard.

Se også: Lene tog kampen op med udskældt flyselskab: - Var ved at blive sindssyg

Norwegian har øget gælden
Det norske selskabs gæld voksede i 2018 med 43 procent til 31,9 milliarder norske kroner. Det viser flyselskabets årsregnskab, der blev offentliggjort torsdag 7. februar.

Norwegian har oplyst, at det vil lave en række tiltag for at blive mere lønsomt, herunder at nedlægge seks baser i udlandet, udskyde leveringen af nye fly og salg af andre fly. Desuden planlægger selskabet færre flyvningen i Europa i sommerperioden sammenlignet med sidste år. Det skriver dn.no

Her er du berettiget til erstatning for flyforsinkelse

Ifølge EU-lov EC 261 er man som flypassager berettiget til kompensation for flyforsinkelser, når følgende gælder:

* Din afrejse skal være foretaget senest for tre år siden.

* Du skal minimum være tre timer forsinket.

* Du har ret til erstatning, hvis forsinkelsen skyldes, at flypersonalet er blevet syg - men ikke hvis forsinkelsen skyldes, en passager er blevet syg, og flyet derfor må lande.

* Flyselskaberne kan påberåbe sig force majeure ved for eksempel vejrforhold, askesky, terrorhandlinger, som gør, du ikke er berettiget til erstatning.

* Størrelsen på kompensationen afhænger af rejsens distance, og hvorvidt ens flyrejse er inden for EU eller ej.

* Det er EU-loven, der gælder, så når du flyver fra Europa, er det ligegyldigt, om du flyver med et europæisk eller eksempelvist amerikansk flyselskab - og det gælder også for Norge og Schweiz.

- Hvis du derimod flyver til et land, der er medlem af EU, skal man flyve med et EU-flyselskab for at nyde beskyttelse af de passagerrettigheder, som EU-forordningen giver. Som forbruger er det vigtigt at være opmærksom på, hvem der faktisk gennemfører flyvningen (hvem der er operating carrier). Du kan for eksempel have købt billet hos det hollandske flyselskab KLM og tro, at flyvningen også foretages af KLM, mens det i virkeligheden er amerikanske Delta Airlines, der gennemfører flyvningen. Og i det tilfælde vil man ikke være omfattet af forordningen på rejser til EU.

* Efter to timers forsinkelse har man ikke ret til kompensation, men man har ret til forplejning på kortere distancer, mad og drikke - tit i form af en kupon. Det er bare at spørge flyselskabets personale i lufthavnen.

* Hvis dit fly aflyses mere end 14 dage før den planlagte afgang, så får du kun billettens pris refunderet, men hvis du får meddelelse under 14 dage før, så er der mulighed for at få kompensation sammen med refunderingen.

* Flyhjælps gebyr er 30 procent af kompensationen, du måtte få tilbage - uanset om din sag ender i retten eller ej. Hvis du ikke får kompensation tilbage, så er Flyhjælps arbejde gratis.

Kilde: Flyhjælp

65 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere