Danskerne kaster sig over sommerhuse: Kan sætte ny rekord

Mens tyskerne aflyser, beslutter flere danskere at lægge ferien i et dansk sommerhus. Stor udlejer melder om 60 procent flere bookinger

Danskerne har de seneste mange år lagt et stigende antal overnatninger i landets sommerhuse. I år kan slå rekord, mener cheføkonom. Arkivfoto: Claus Bonnerup
Danskerne har de seneste mange år lagt et stigende antal overnatninger i landets sommerhuse. I år kan slå rekord, mener cheføkonom. Arkivfoto: Claus Bonnerup

2,5 millioner overnatninger lagde danskerne i landets sommerhuse i juni, juli og august sidste år. Et tal, der måse kan lyde højt, som kun udgjorde en fjerdedel af det samlede antal overnatninger i sommerhusene i 2019.

Derfor gør det ondt på branchen, når coronakrise og lukkede grænser i disse uger får udenlandske turister til at aflyse sommerhusophold på stribe. I begyndelsen af april afslørede tal fra Danmarks Statistik, at der på det tidspunkt var bestilt 54.000 færre uger i sommerhus end normalt.

Noget tyder dog på, at feriehungrende danskere vil lappe en del af hullet. Hos feriehusudlejeren DanCenter oplever man for eksempel, at markant flere danskere end normalt ønsker at leje et sommerhus nu.

Ifølge adm. direktør Kim Holmsted ligger antallet af danske bookinger lige nu 60 procent over niveauet på samme tidspunkt sidste år, mens antallet af såkaldte last minute-bookinger er steget med 150 procent.

– Meget tyder på, at vi i år skal kigge langt efter de udenlandske gæster, og derfor er det glædeligt at se, at danskerne i langt højere grad end tidligere vælger at booke deres ferie i Danmark, siger han i en pressemeddelelse.

Se også: Glem sol og strand: Portugal vil lokke turister med god hygiejne

Sikrer branchens overlevelse
Spørger man cheføkonom i SparNord, Jens Nyholm, er de mange danske bookinger ikke nødvendigvis bare et øjebliksbillede. Han påpeger i en pressemeddelelse, at coronakrisen generelt kan få flere til at søge mod de danske sommerhuse.

– Det må forventes, at den store usikkerhed om den videre udvikling af pandemien vil være med til at holde en del flere danskere hjemme denne sommer. Samtidig vil der nok være en tendens til, at feriedestinationernes sundhedsvæsen også i højere grad tænkes med i ligningen, når man bestiller ferie, siger Jens Nyholm i pressemeddelelsen og tilføjer:

– Det kan betyde, at sommeren 2020 sætter ny rekord målt på danske feriehusovernatninger.

Ifølge Jens Nyholm har antallet af overnatninger, som danskerne lægger i landets sommerhuse, været stigende siden 2013. Sidste års 2,5 millioner overnatninger var med andre ord også rekord.

Selv om 2020 skulle gå hen og blive det bedste år nogensinde målt på danske overnatninger, så er der dog lang vej til at lukke det hul, som fraværet af udenlandske turister vil give. Det påpeger Carlos Villaro Lassen, der er adm. direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

– Stigningen i antallet af danske bookinger betyder, at der er håb for branchens overlevelse, men danskerne kan naturligvis ikke alene opveje det tab, vi kommer til at opleve med fraværet af især tyske overnatninger, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Når det er sagt, så håber vi naturligvis, at danskerne vil fortsætte med at bakke op og holde sommerferien hjemme i Danmark.

Se også: Belgisk borgmester vil bekæmpe trængsel på stranden med strandpas

12 kommentarer
Vis kommentarer