Danskerne valfarter til Bornholm

Corona eller ej – der er masser af turister på solskinsøen i Østersøen

Det er ikke kun turisterne, der fylder i billedet på Bornholm. Klippeøens politikorps oplyser, at de vil være til stede i øget omfang på særlige hotspots på øen for at sikre god coronaetikette. Foto: Colourbox
Det er ikke kun turisterne, der fylder i billedet på Bornholm. Klippeøens politikorps oplyser, at de vil være til stede i øget omfang på særlige hotspots på øen for at sikre god coronaetikette. Foto: Colourbox

Sidste år fejede Bornholm en række etablerede turistmagneter som Kreta og Mykonos af pinden og blev kåret til at være Europas næstbedste ferieø, kun overgået af øen Hvar i Kroatien.

Det var magasinet Condé Nast Travelers læsere, der havde stemt Bornholm ind på andenpladsen, og noget tyder på, at de ikke er de eneste, der er glade for Krølle Bølle-is og Sol over Gudhjem-madder.

Flyselskabet DAT, som flyver fra Aalborg, Aarhus, Billund og København til Bornholm, melder om travlhed på afgangene, og det er især jyderne, der valfarter til øen.

Det oplyser DAT til Check-In.dk.

– Vi ser en større efterspørgsel i år end sidste år, og det er samtidig med, at alle andre ruter er faldet betydeligt eller helt indstillet. Vi forventer 25-30 procent flere passagerer i skolernes sommerferie sammenlignet med sidste år, siger Robert Rungholm, der er kommerciel direktør i DAT, til Check-In.dk.

Forlystelsesparken Disney World genåbnede denne weekend med krav om, at alle gæster bærer mundbind – også i rutsjebanen. Foto: Gregg Newton/AFP Ferie - 14. jul. 2020 - kl. 08:04 Nyt coronakrav: Ingen rutsjebane-fotos uden mundbind

Flere med færgen end sidste år
Også Bornholmslinjen melder om stærke turiststrømme over farvandet. Selv om coronarestriktioner betyder, at færgerne sejler med færre passagerer end der er plads til, registrerede de i uge 28 flere feriegæster end sidste år, hvor der kom rekordmange turister til øen.

I alt 70.000 passagerer var med hurtigfærgerne i uge 28 mod 68.600 passagerer i samme uge sidste år. Det skriver Bornholms Tidende.

Selskabet har indsat en større færge for at følge med efterspørgslen samt sørget for ekstra afgange.

På Bornholm er man glade for de mange turister, men for at sikre, at det ikke ender i en værre corona-suppedas, har Bornholms Politi sammen Bornholms Regionskommune, Naturstyrelsen og Destination Bornholm lavet en række forebyggende tiltag, skriver sidstnævnte.

Det indebærer bl.a., at politiet 'vil være til stede i øget omfang på steder, som typisk besøges af mange mennesker hen over sommeren'.

Derudover skal skilte og diverse markeringer hjælpe klippeøens mange sommergæster med at holde afstand og generelt udvise god coronaetikette.

– Sommerferie på Bornholm skal være en god tid for alle. Både bornholmere og gæster. Et kig ud i verden viser, at de danske myndigheders anbefalinger fortsat er meget relevante, udtaler politidirektør på Bornholm, Frits Kjeldsen.

Han henstiller til, at man f.eks. husker at holde afstand til folk, man ikke kender, og undlader at tage hele familien med ud og handle.

Se også: Undgå stor bøde når du rejser sydpå

29 kommentarer
Vis kommentarer