Selvom omikron spreder sig med hastige skridt flere steder verden over, afskrækker det ikke danskerne fra at rejse en tur til udlandet.
Det er i hvert fald oplevelsen hos to store rejsebureauer i Danmark.
Blandt andet skriver Spies i en pressemeddelelse, at den usikkerhed om den nye coronavariant, som satte sig i salgstallene i slutningen af 2021, nu er vendt.
I 2022 er danskerne tilsyneladende klar på at rejse igen.
Faktisk skriver selskabet, at man nu - ved udgangen af første uge i 2022 - oplever en stigning på hele 227 procent i bookinger af vinterrejser i forhold til ugen før nytår.
'Eksplosiv stigning'
Der er dermed tale om en 'eksplosiv stigning', lyder det fra Sofie Folden Lund, kommunikationschef hos Spies.
- Det er normalt, at bookingerne stiger i starten af januar, men det er typisk med cirka 25 procent i forhold til ugerne inden nytår, siger hun.
- I år ser vi en eksplosiv stigning, der tyder på en opsparet rejsetrang hos mange af dem, der tøvede i december – og det har resulteret i en stigning af bookinger på over 200 procent de første dage af 2022 sammenlignet med de første dage i sidste uge.
Ifølge Spies er rejsemål som De Kanariske Øer, Madeira og Kap Verde de mest populære hos danskerne denne vinter.
Booker rejser kort tid før afgang
Hos det tysk-engelsk ejede rejsebureau TUI oplever man samme tendens, skriver Berlingske.
Her har man set en stigning på 77 procent i antallet af solgte rejser i den første uge for 2022.
Ifølge Mikkel Hansen, kommunikationschef hos TUI Danmark, er langt størstedelen af danskernes bookinger lagt kort tid før afrejse.
- Det er, fordi folk lige har brug for at se tiden an. Det er et nyt bestillingsmønster, vi ser, hvor man lige skal følge med i, hvad der sker de steder, man ønsker at rejse til, siger han til Berlingske.