De vildeste naturbilleder – Ekstra Bladet

De vildeste naturbilleder

Det er ekstraordinære billeder, der er blevet frigivet fra konkurrencen 'Wildlife Photographer of the Year', hvor Londons naturhistoriske museum kårer det vildeste billede. Bogstaveligt talt.

Det dramatiske blik fra en blodtørstig løvinde blev fanget af den britiske fotograf Lara Jackson i Tanzania. Foto: Lara Jackson/ Wildlife Photographer of the Year.

- Den nemmeste måde at få et billede af en myg, er ved at lade den stikke dig, siger fotografen Gil Wizen om sit billede af den farverige blodsuger. Billedet er taget i Latinamerika. Foto: Gil Wizen/ Wildlife Photographer of the Year.

I Middelhavet faldt en fransk fotograf over et forunderligt syn. Et net af tusindvis af rejer, der alle var forbundet med hinanden gennem deres lange antenner. Foto: Laurent Ballesta/ Wildlife Photographer of the Year.

 

De fire han-geparder kæmper sig over en flod i Kenya for at finde nye byttedyr på den anden side. Selvom geparder er fortræffelige svømmere, var fotografen bange for, at de smukke dyr ikke kunne klare rejsen. Heldigvis tog hun fejl, og alle hannerne kom sikkert i land. Foto: Buddhilini de Soyza/ Wildlife Photographer of the Year.

 

De selvlysende svampe kaldes 'ghost mushroom' og er nemmest at finde i de australske skove. De er et mysterie for svampeeksperter, der endnu ikke har knækket koden for, hvorfor de finurlige svampe skinner af sig selv. Foto: Juergen Freund/ Wildlife Photographer of the Year.

 

Det ligner et hav af døde fisk. Og det er det også. Flere tusind sild lå i overfladen af havet ud for Norges kyst, da fotografen Audun Rikardsen fangede billedet. Senere blev fotoet brugt i en retssag mod den fiskerbåd, der var skyld i det forunderlige syn. Foto: Audun Rikardsen/ Wildlife Photographer of the Year.

 

Tarantellen og hvepsen er nemme at overse blandt de farverige magneter på køleskabet. 'Tarantula hawk wasp', som hvepsearten hedder, er kendt for at have de store edderkopper som byttedyr. Hvepsens stik lammer edderkoppen, så den kan slæbe byttet med hjem og fortære det, mens det stadig er levende. Billedet er taget i Ecuador. Foto: Jaime Culebras/ Wildlife Photographer of the Year.

 

Forurening er årsagen til, at floden i Rumænien har fået sit særprægede ydre. Derfor har billedet fået titlen 'Toxic design'. Foto: Gheorghe Popa/ Wildlife Photographer of the Year.

 

En søn forsøger at tage en mus fra sin far. Den unge glente - en fugleart beslægtet med høgen - har kun været på vingerne i to dage. Billedet er taget i den sydlige del af Californien. Foto: Jack Zhi/ Wildlife Photographer of the Year.

 

Billedet af lossen er taget i døråbningen på en forladt lade i Spanien. Lossen er en truet dyreart, og der er i øjeblikket under 100 losser tilbage i det sydeuropæiske land. Foto: Sergio Marijuán/ Wildlife Photographer of the Year.

 

En parakit fodrer sine tre opmærksomhedskrævende unger i Sri Lanka. Scenen fik fotografen til at tænke på coronakrisen, hvor mange har været hjemsendt, og hudsulten har været stor. Derfor har han døbt billedet 'Lockdown chicks'. Gagana Mendis Wickramasinghe/ Wildlife Photographer of the Year.

 

Det kan ved første øjekast ligne en kærlig omfavnelse mellem to krybdyr, men sandheden er en helt anden. Den rødprikkede gekko er et af den gyldne snogs foretrukne byttedyr, så det vi er vidne til, er i virkeligheden en kamp om liv og død. Fotoet er taget i Thailand nær Bangkok. Foto: Wei Fu/ Wildlife Photographer of the Year.