Uanset om du får dit musikalske fix gennem 180 grams LP-plader, store subwoofere eller high-end høretelefoner, så kan det aldrig rigtig hamle op med at høre musikken spille live. For slet ikke at tale om oplevelsen af at høre tonerne lige der, hvor de hører hjemme.
Derfor er der da også mange, der gerne rejser langt for at høre musik. Ifølge en ny multinational undersøgelse, som rejsebureauet eDreams har lavet blandt 13.000 mennesker i otte lande, kunne knap hver fjerde amerikaner og 14 procent af de europæiske respondenter finde på at rejse til en destination på grund af dens lokale musik.
Det skriver PR Newswire.
Folkene bag undersøgelsen har i april i år spurgt 10.000 respondenter fra USA, Storbritannien, Frankrig, Sverige og Tyskland og de sidste 3000 fra Spanien, Portugal og Italien, om musik kan få dem til at rejse til en specifik destination - og hvilken musikgenre, det i så fald ville være.
Her er de klammeste steder på hotelværelset
New Orleans topper
Det viser sig, at flest respondenter ville rejse til New Orleans i USA for at høre jazz lige der, hvor pionerer som Buddy Bolden og Kid Ory’s Creole Band formede musikken i begyndelsen af det 20. århundrede.
Amerikanerne er - måske ikke så overraskende - mest interesserede. 40 procent af respondenterne fra USA peger på New Orleans som den destination, de helst vil besøge for musikken.
Ifølge undersøgelsen er det især rejsende over 60 år, der drømmer om en tur til New Orleans, mens dem mellem 20 og 29 år gerne vil rejse ud for at opleve reggae-musik.
Hver tredje respondent mellem 20 og 29 år vil desuden gerne prøve at rejse til et andet land for at gå på festival. Igen er det amerikanerne, der trækker gennemsnittet op, for hele 40 procent af de unge amerikanere går med tanker om at rejse til udenlandske festivals.
Når ferien er slut tager mange af os også musikken fra feriestedet med hjem, viser det sig. Lidt mere end hver femte fortæller i undersøgelsen, at de laver en spilleliste med lokal musik for at mindes rejsen, når de kommer hjem.