- Jeg tager ikke på ferie. Hvad er pointen?
Sådan starter den amerikanske kontroversielle republikanske præsidentkandidat Donald Trump et af sine mange tweets.
Og med hans mange holdninger til verden uden for USA, kunne man tillade sig at tro, at det netop er derfor, forretningsmanden ikke bryder sig om rejser og ferie. Sådan skriver Travelandleisure.com.
Foretrækker sit arbejde
Men selv om manden har flere store, paladsagtige sommerhuse inden for USA's egne grænser, så bryder han sig heller ikke om at slappe af der.
For Donald Trump bryder sig generelt bare ikke om at tage væk fra sit arbejde og koble af.
- Hvis du ikke nyder dit arbejde, har du et forkert arbejde, slutter tweetet, som er et citat fra Trumps egen bog 'Think Like A Billionaire'.
En talskvinde fra hans valgkampagne ved navn Hope Hicks har kort og godt udtalt:
- Mr. Trump foretrækker at arbejde.
Ville skræmme ham
Flere af Trumps medarbejdere har fortalt til forskellige medier, at den nu republikanske præsidentkandidat tidligere har ringet til dem flere gange om dagen, mens de selv var på ferie, for at snakke om arbejdsrelaterede ting.
En tidligere topleder i Trumps organisation mener endda, at det ville skræmme Donald Trump at tage fri.
- Det ville kede og måske skræmme ham. Han har brug for konstant aktivitet og selvtilfredsstillelse, siger den tidligere ansatte.
Trump har dog udtalt, at hvis ikke han bliver valgt til præsident, så vil han tage på ferie.