Dropper flyene: 4 ud af 10 danskere vil på bilferie

Det er de mange coronarestriktioner og nedlukninger, der får flere til at foretrække bilen

Danskerne er blevet vilde med bilferie. Foto: Thomas Lardeau/Unsplash
Danskerne er blevet vilde med bilferie. Foto: Thomas Lardeau/Unsplash

Selv om danskerne så småt er begyndt at booke ferie i udlandet, skal flyselskaberne ikke komme for godt i gang med at klappe i hænderne.

Mange planlægger nemlig at tage bilen på ferie til sommer. Det viser en undersøgelse, som rejsesøgemaskinen Momondo har lavet.

I undersøgelsen svarer 41 procent af de adspurgte danskere, at de i højere grad overvejer at tage bilen på grund af corona.

Undersøgelsen indikerer, at danskernes rejsevaner kan være i opbrud, fordi coronarestriktioner og nedlukninger skaber utryghed.

- Efter pandemien er der kommet større efterspørgsel på vejledning og tryghed, når ferien skal planlægges, siger Per Christiansen, der er talsperson for Momondo, i en pressemeddelelse.

- Bilferien giver frihed og fleksibilitet. På bilferien kan man selv styre ruterne, pauserne og musikken.

Nyt roadtrip-indeks
Per Christiansen fortæller, at Momondo som en konsekvens af de ændrede rejsevaner har lanceret et indeks, der viser, hvilke lande der er bedst til roadtrips.

Indekset analyserer 31 europæiske lande ud fra en række parametre, som ifølge Momondo er afgørende for en god bilferie. Det kan for eksempel være solskinstimer, trafik og bilvenlige seværdigheder.

Danmark indtager en ottendeplads på roadtrip-listen, mens Portugal og Spanien er nummer et og to. Det er blandt andet varmere temperaturer og et lavere prisniveau, der gør de to sydeuropæiske lande mere velegnede til bilferie end Danmark.

Momondos undersøgelse er foretaget blandt 7700 respondenter fra Danmark, Tyskland, Sverige, Frankrig og Storbritannien. I undersøgelsen deltog 1351 danskere.