Dyr dumhed: Tørstig tysker bællede to flasker vin i sikkerhedskontrollen

En tysk mand blev så sur over, han ikke måtte få sine flasker med vin gennem sikkerhedskontrollen, at han drak dem selv. Det endte dog ikke så godt

Det er ærgerligt at miste dyre væsker i sikkerhedskontrollen. Men det kan ikke betale sig at kæmpe imod. Foto: AP
Det er ærgerligt at miste dyre væsker i sikkerhedskontrollen. Men det kan ikke betale sig at kæmpe imod. Foto: AP

10.000 euro - svarende til cirka 75.000 danske kroner.

Så mange penge må en 67-årig tysk mand finde frem fra pengepungen, fordi han ikke ville have, at hans dyre flasker vin skulle gå til spilde, da han skulle gennem sikkerhedskontrollen i Frankfurt Lufthavn.

Det skriver flere tyske medier ifølge Standby.dk.

Den ældre herre skulle flyve fra Frankfurt til Thailand og havde pakket to flasker vin i sin håndbagage, der var ment som en gave til værterne i Thailand, men i sikkerhedskontrollen fik han at vide, at han skulle have pakket dem i sin indtjekkede bagage, fordi de ikke måtte medtages i håndbagagen.

Men i stedet for at efterlade de to flasker vin, besluttede den vrede og irriterede tysker sig for at drikke dem selv.

Som de fleste nok ved, så er to flasker vin ret meget alkohol at få indenbords på så kort tid, så selvom den 67-årige formåede at komme igennem sikkerhedskontrollen uden sine vin, så var besætningen på flyet til Thailand ikke begejstrede for at have den påvirkede tysker med om bord på flyet, og derfor afviste de ham.

Se også: Kvinde med menstruationssmerter smidt af fly

Hvor er toilettet?
Her slutter historien dog ikke, for de store mængder væske havde fyldt mandens blære så meget, at han skulle på toilettet. Men af uvisse årsager fik den fulde tysker åbnet den forkerte - samt aflåste og alarmerede - dør, hvilket gav ham fri adgang til flyenes holdeplads.

Ifølge Standby.dk fik lufthavnspersonalet dog stoppet ham, inden han vandrede ud blandt flyene, og derefter kom politiet og anholdte den berusede og yderst utilfredse tysker, som havde en promille på 0,96.

Manden blev herefter anbragt i detentionen i Frankfurt Lufthavn, hvor politiet lod ham sidde og blive ædru i tre timer, før han blev løsladt med en bøde på 10.000 euro for at have sat alarmen i gang, da han åbnede den aflåste dør.

Så i bagklogskabens lys fortryder tyskeren nok, at han ikke lod de to flasker vin gå til spilde, da det højst sandsynligt havde været en noget billigere omgang for ham end bødestraffen samt en misset rejse til Thailand.

Se også: Turist anholdt i lufthavnen i Island: Havde for meget tøj på

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere