Efter nye bagageregler: Spanien opfordret til at boykotte Ryanair

Myndighederne i Spanien bliver nu opfordret til at boykotte lavprisflyselskabet, efter deres nye bagageregler trådte i kraft mandag

Ryanairs nye bagageregler bliver mødt med en vis modstand i Spanien, hvor myndighederne opfordres til at boykotte flyselskabet. Foto: Matt Dunham/AP
Ryanairs nye bagageregler bliver mødt med en vis modstand i Spanien, hvor myndighederne opfordres til at boykotte flyselskabet. Foto: Matt Dunham/AP

I mandags indførte Ryanair den omstridte nye bagageregel, der betyder, at det nu koster penge at have en kuffert med om bord i kabinen på flyet, hvis man flyver med lavprisflyselskabet.

De nye regler, som gør, at passagerer kun må tage én lille håndtaske eller bærbar computer på max 35x20x20 centimeter med om bord (medmindre man betaler 37 kroner ekstra pr. flyvetur for ’Priority Boarding’) har været yderst kritiseret blandt lavprisflyselskabets mange kunder.

Det er dog ikke kun passagererne, der utilfredse med de nye bagageregler.

Den spanske transportorganisation ’The Spanish Association of Users, Employers and Professionals of Air Transport (ASETRA) har netop opfordret alle spanske statsborgere om at boykotte flyselskabet samt det spanske Udviklingsministerium om at minimere Ryanairs flyvninger i landet.

Det skriver flere internationale medier - heriblandt The Traveller.

Se også: Er det rimeligt?: Så meget tjener Ryanair på sædereservering

Ryanair 'plyndrer' kunderne
De nye bagageregler betyder, at passagerer, der ikke betaler ekstra, vil få ’konfiskeret’ deres kuffert, når de boarder flyet. Kufferten vil så uden omkostninger blive lagt om i lastrummet og sendt ud på bagagebåndet med den øvrige indtjekkede bagage.

Ifølge Ryanair er de nye regler indført i håbet om at kunne spare tid, da færre passagerer fremover vil have kufferter med om bord.

Den spanske transportorganisation ASETRA påstår dog, at de nye bagageregler er en måde, hvorpå Ryanair kan ’plyndre’ deres kunder, som bliver nødt til at betale ekstra, hvis de vil have kufferten med på flyet.

Organisationen kalder det nye bagagegebyr for ’uacceptabelt’ og et ’misbrug’, skriver Daily Mail.

Derfor vil de have de spanske myndigheder til at favorisere andre flyselskaber, som, organisationen påstår, har en bedre forståelse for de spanske rejsendes økonomiske situation.

- De nye regler krænker passagerernes rettigheder på et tidspunkt, hvor Ryanair har en dominerende position på markedet, når det kommer til den spanske flytransport. På nogle ruter er det kun Ryanair, der tilbyder flyvninger, og det betyder, at spanske kunder ikke har mulighed for at vælge andre flyselskaber end Ryanair, lyder det fra ASETRA.

Se også: 400 kroner for ilt: Her er Ryanairs mange ekstra gebyrer

'Bør udfordres i retten'
Organasitionen mener, at Ryanairs nye bagageregler ’bør udfordres i retten’, og de opfordrer kunder, der har købt deres flybillet, inden de nye regler blev annonceret i september, om at sagsøge flyselskabet for at have lavet en ændring i de allerede aftalte købsbetingelser.

Netop det dilemma har en Twitter-bruger ved navn ’Spike’ været ude for, da han eftersigende ikke blev oplyst om de nye bagageregler ved købet af sin flybillet:

- Er det her en ny made at tjene penge på, Ryanair? Jeg købte en flybillet i går med tilladelse til at tage en kuffert med om bord. I dag får jeg en mail om ’vilkårsændringer’, der betyder, at kun én lille taske er tilladt, medmindre jeg betaler ekstra. Betingelserne er ændret efter købet. Kan jeg annullere købet gratis?, spørger brugeren flyselskabet.

Se også: Ryanair-topchef raser over kunder: Stop med at brokke jer!

Ryanair afviser kritik
Ryanair påpeger dog, at de har advaret om de nye bagageregler tids nok, og derfor skal man stadigvæk betale for at få en kuffert med i kabinen, selvom man har købt en billet før annonceringen af reglerne.

- Dette er en vores mest markerede ændringer af vores politik, og vi har på jævnlig basis kommunikeret til vores kunder, siden dette første gang var annonceret i august sidste år. Kunderne kan stadig medbringe to gratis kabinetasker, men den større skal placeres ved gaten, med mindre de ønsker at tilkøbe Priority Boarding. Det handler om kundens valg, skriver Ryanair til BT på en mail og oplyser, at man ikke kan få pengene tilbage for sin billet.

Udover den nye bagage-regel har Ryanair sat den tilladte vægt på kufferter op fra 15 til 20 kg og sat gebyret for indtjekket bagage ned fra 260 kr. til 185 kr. pr. taske.

Se også: Ryanair vil stoppe lufthavns-druk

1 af 2 Ryanairs nye bagageregler bliver mødt med en vis modstand i Spanien, hvor myndighederne opfordres til at boykotte flyselskabet. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
2 af 2 Ryanairs nye bagageregler bliver mødt med en vis modstand i Spanien, hvor myndighederne opfordres til at boykotte flyselskabet. Foto: Matt Dunham/AP
46 kommentarer
Vis kommentarer