Efter omstridte bagageregler: Ryanair har sneget priserne op

I januar satte lavprisflyselskabet en stopper for rejsendes mulighed for at tage rullekufferter gratis med om bord på flyet, og nu har de lige så stille sat priserne op

Ryanair-chef, Michael O'Leary' har i stilhed sat priserne op for de rejsende, der vil have deres bagage med ombord på flyet. Foto: Philip Davali
Ryanair-chef, Michael O'Leary' har i stilhed sat priserne op for de rejsende, der vil have deres bagage med ombord på flyet. Foto: Philip Davali

Det skabte noget nær ramaskrig, da Ryanair i efteråret annoncerede, at det fra januar ville være slut for lavprisselskabets kunder at kunne tage en kuffert eller en rygsæk med som håndbagage for dermed at spare penge ved ikke at skulle checke bagage ind.

For at bløde lidt op på kritikken fortalte Ryanair i en pressemeddelelse, at tiltagene ikke ville gælde for passagerer med prioriteret boarding, og at selskabet samtidig ville sætte priserne ned for indtjekket bagage således, at det i stedet for 35 pund (knap 300 kroner) nu koster 25 pund (cirka 212 kroner), og at man derudover må have 20 kilo med i kufferten i stedet for 15 kilo.

Derudover fortalte Ryanair, at prisen for at få sin rullekuffert eller rygsæk med om bord på flyet som håndbagage, ville komme til at koste fem pund - ti pund tur/retur (henholdsvis 42,5 og 85 kroner).

Det britiske medie The Telegraph har dog lavet en lille undersøgelse for at finde ud af, om priserne for håndbagage stemmer overens med løftet sidste år, og det viser sig, at lavprisflyselskabet på et eller andet tidspunkt siden januar hvor de nye bagageregler trådte i kræft - har forhøjet prisen således, at det på de fleste flyruter koster Ryanair-kunder helt op til syv pund - 14 pund tur/retur (henholdsvis 60 og 120 kroner), hvis de vil have deres bagage med ombord.

Se også: Flyselskab siger stop: Slut med rullekufferter og rygsække på flyet

Det siger Ryanair
The Telegraph fandt dog frem til enkelte ruter, hvor prisen stadigvæk lå på de fem pund, men ifølge mediet lød prisen på størstedelen af ruterne på seks eller syv pund pr. vej.

Det britiske medie har været i kontakt med Ryanair, som ikke vil afsløre, hvilke ruter der stadigvæk blot koster fem pund, men som i stedet udtaler følgende:

- Som hos alle andre virksomheder kan vores valgfrie gebyrer ændre sig i modsætning til vores billetpriser, som bliver ved med at blive billigere. Der har været nogle ændringer i vores gebyrer på det seneste, og de kan alle ses på vores hjemmeside, siger talsmanden.

Se også: Ryanair-topchef raser over kunder: Stop med at brokke jer!

Det er for dyrt...
Ifølge forbrugerekspert Nick Trend kunne Ryanair nemt slippe for bagage-kritikken, hvis de gjorde det billigere for deres kunder at checke bagage ind.

- Der er to årsager til, at de kæmper med dette problem. For det første er deres priser for indtjekket bagage så høje, at folk selvfølgelig vil prøve at undgå dem ved kun at medbringe håndbagage. For det andet er deres fly så overbooket, at der ikke er plads til, at alle passagerer medbringer håndbagage, siger han til The Telegraph og fortsætter:

- Så hvis Ryanair vil forbedre rejseoplevelsen for deres kunder, er løsningen klar: Sænk prisen på indtjekket bagage.

Hvis du ikke bestiller indtjekket bagage i forbindelse med købet af en flybillet hos Ryanair, og i stedet må bestille det i lufthavnen ved afrejse, koster det 40 pund (340 kroner) i stedet 25 pund (212 kroner).

Se også: Konkurrent spår dem konkurs: Nu svarer flyselskab igen med flere ruter fra Danmark

1 af 2 Foto: Hermann J. Knippertz/AP
2 af 2 Ryanair-chef, Michael O'Leary' har i stilhed sat priserne op for de rejsende, der vil have deres bagage med ombord på flyet. Foto: Philip Davali
69 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere