Efter en hård kamp kunne Ryanair i sidste uge endelig fortælle, at de var nået til enighed med de irske piloter, og at strejkehelvedet, der ramte mere end 270.000 passagerer i juli og august, var slut.
Men selvom Ryanair altså har formået at få det økonomiske på plads i forhold til sine ansatte, så er lønningerne langt fra den eneste regning, som lavprisflyselskabet har hængende over hovedet.
Ifølge AirHelp betyder masseaflysningerne og forsinkelserne hen over sommeren nemlig, at flyselskabet skylder de berørte passagerer hele 78 millioner euro, hvilket svarer til knap en halv milliard danske kroner.
Strejkerne har især ramt passagerer, der skulle flyve til eller fra Belgien, Portugal og Spanien, hvor kabinepersonalet også har aktioneret, da de blandt andet krævede en 'fair løn' samt bedre betaling på sygedage.
Indtil videre er aftalen mellem Ryanair og piloternes fagforening, Forsa, blot et udkast, der skal til afstemning, men det ser altså ud til, at den kaotiske situation har fået en ende.
Ryanair dropper gratis håndbagage
Ryanair nægter at betale
Det virker dog ikke til, at Ryanair kan ånde lettet op endnu, da de altså ifølge AirHelp hænger på den enorme regning i forbindelse med kompensation til passagerne.
Ryanair har selv tidligere udtalt, at strejkerne var 'uden for Ryanairs kontrol', og at flyafgangene dermed blev aflyst på grund af 'ekstraordinære forhold’, som - ifølge Ryanair - betyder, at passagererne ikke har krav på kompensation.
Den forklaring får Ryanair dog svært ved at komme i mål med, da Den Europæiske Domstol i april 2018 besluttede, at alle flyselskaber skal kompensere flypassagerer for aflysninger, som skyldes interne strejker, og derfor opfordrer Airhelp alle berørte passagerer til at søge kompensation med det samme.
- Nu da Ryanair har betalt regningen til de irske piloter og accepterer deres krav om bedre arbejdsvilkår, er det på tide, at de betaler tilbage til de tusindvis af passagerer, som fik ødelagt deres ferie på grund af Ryanairs dårlige ledelse de sidste to måneder. Det har ført til den mest kaotiske sommer i lufthavnene nogensinde, siger Henrik Zillmer, stifter af AirHelp og ekspert i flypassagerrettigheder, og fortsætter:
- Uansvarlige flyselskaber som Ryanair, der ikke formår at tilbyde acceptable arbejdsvilkår, og som derfor forårsagede store flyforstyrrelser denne sommersæson, bør opfylde deres retslige forpligtelse og kompensere passagerer for det besvær, de har skabt.