Eiffeltårnet er lukket: Personalet protesterer mod 'monsterkøer'

Personalet for det verdensberømte vartegn er ikke tilfredse med ledelsens nye billetpolitik, der skaber dødsens lange køer

Eiffeltårnet er i øjeblikket lukket på grund af strejke. Foto: Colourbox
Eiffeltårnet er i øjeblikket lukket på grund af strejke. Foto: Colourbox

Hvis du er en af de mange danskere, der har været i Paris, så kender du højst sandsynligt godt til de ekstremt lange køer, der er for at komme en tur op i det berømte Eiffeltårn.

Men tro det eller ej, så er køerne faktisk blevet endnu værre på grund af en ny billetpolitik, der blev indført i juli.

Det mener seværdighedens personale i hvert fald, som ifølge AFP i går eftermiddags valgte at strejke og dermed lukke for al adgang til tårnet, fordi denne nye politik angiveligt skaber 'monsterkøer'.

Se også: Vidste du det? Det er ulovligt at fotografere Eiffeltårnet om aftenen

Det strejker de over
Ifølge nyhedsbureauet skete lukningen i kølvandet på, at der ikke kunne skabes enighed i forhandlingerne med fagforeningerne tidligere på dagen onsdag.

De turister, der allerede var godt i gang med dagens motion på vej op af trapperne i den ikoniske seværdighed samt dem, der allerede nød udsigten ud over Paris, fik heldigvis lov til at færdiggøre deres besøg, inden personalet startede strejken.

De godt 300 medarbejdere er angiveligt utilfredse med, at halvdelen af billetterne til tårnet nu kun skal sælges til folk, der køber dem på forhånd og derefter vælger et specifikt tidspunkt, de vil op i tårnet på. Tidligere kunne blot 20 procent af billetterne bestilles på forhånd.

Derudover har ledelsen indført, at elevatorerne ikke længere må bruges af folk på spontant tårn-besøg, men kun må benyttes af de folk, der har købt billetterne på forhånd, hvilket altså ifølge medarbejderne skaber monsterkøer samt betyder, at der er perioder, hvor elevatorerne stort set er tomme, mens folk, der ikke har bestilt billetter på forhånd, må stå i kø i op til tre timer.

Det er uvist, hvornår Eiffeltårnet åbner igen, men indtil videre er det lukket resten af torsdag, skriver CN Traveler, der dog ikke er synderligt optimistiske:

- Hvis der ikke findes en løsning i dag, er det muligt, at tårnet vil forblive lukket i en længere periode, skriver mediet.

Se også: Eiffeltårnet skal snart have en ny farve

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere