Ekstrem camping: Har du lyst til at hænge ud?

Ekstrem form for camping lader dig overnatte hængende på siden af en klippe

Havet og klipperne sætter scenen til overnatningen (Foto: Gaia Adventures)
Havet og klipperne sætter scenen til overnatningen (Foto: Gaia Adventures)

Vi bliver mere og mere ekstreme. Særligt når det gælder sport, er der noget, der tyder på, at behovet stiger for at folde sig ekstremt ud – feks. får både triathlon- og fridykkerklubber i disse år flere medlemmer, og det er blevet langt mere almindeligt at have 'maraton' stående på repertoiret i dag, end det var for bare ti år siden.

Men det er ikke kun i forbindelse med sport, at vi higer efter at få adrenalinet til at pumpe lidt ekstra. Også på ferien vil vi have sug i maven og større og større oplevelser.

Se også: Valentins-ekstravagance: Hotellers ekstreme forlovelses-pakker

Èn af den slags oplevelser kan du få ved at tage på 'Cliff Camping'.

Kort fortalt er Cliff Camping campering på siden af en klippe – du kender det måske fra, da de to amerikanske klatrere, Tommy Caldwell og Kevin Jorgenson, i januar i år besteg Dawn Wall – en fuldkommen lodret side af El Capitan klippeformationen i den amerikanske nationalpark Yosemite. De cliff campede nemlig, når de skulle sove.

Læs også: Klatrere gennemførte "verdens sværeste klatretur"

Tommy Caldwell og Kevin Jorgenson havde dog udover cliff camping 'teltet', som de overnattede i, kun deres fingre og tæer til hjælp på den stejle klippevæg. Og selvom cliff camping kræver, at du kan en lille smule klatring, er det på ingen måde kun for dem, der vil bestige bjerge uden udstyr.

– Vi har arbejdet hårdt for at finde områder, som byder på noget for både begyndere og øvede – vi gør jo det her for at gøre eventyret muligt for alle, forklarer Sam Farnsworth fra Gaia Adventures, der udbyder Cliff Camping i Storbritannien.

Han tilføjer:

– Cliff Camping er for folk, der lyster efter spænding og som har et nogenlunde fitness- og selvtillidsniveau – det kan være en lille vennegruppe, et par, fædre og sønner og sandelig også mødre og døtre.

Se også: Her er landets MINDST romantiske by

Hos Gaia Adventures bliver man i løbet af dagen undervist i klatring, så man om aftenen kan klatre ned af klippevæggen til den såkaldte 'Portaledge', hvor man skal overnatte. Herfra kan man slappe af og nyde solnedgangen og stilheden omkring sig. 

- Når først folk er nede, slapper de virkelig af. De fuldstændigt nye omgivelser resulterer ofte i dybe samtaler om livet og prioriteringen – man kommer let til at føle sig lille, når man hænger over bølgerne på siden af så stor en klippe, og det sætter hverdagen lidt i perspektiv, fortæller Sam Farnsworth.

Hvordan den utraditionelle campingoplevelse bliver afhænger i høj grad af vejret. Men det meste kan ifølge Sam Farnsworth lade sig gøre, hvis bare der er styr på udstyret.

– Moder Natur bestemmer, men alene med en varm sovepose og en kraftig pandelampe kommer man langt. Det vigtigste er, at man pakker en positiv attitude, så er det næsten ligegyldigt, hvad man møder, så tager man hjem med en mindeværdig oplevelse.

1 af 4 (Foto: Gaia Adventures)
2 af 4 (Foto: Gaia Adventures)
3 af 4 (Foto: Gaia Adventures)
4 af 4 Havet og klipperne sætter scenen til overnatningen (Foto: Gaia Adventures)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere