Endnu et flyselskab kræver nu mundbind ombord

Finnair indfører fra næste uge et krav om, at både passagerer og personale skal bære mundbind

En lang række flyselskaber har efterhånden indført krav om mundbind på flyrejser. Hos Finnair skal de bæres frem til udgangen af august. Foto: Aleksander Klug
En lang række flyselskaber har efterhånden indført krav om mundbind på flyrejser. Hos Finnair skal de bæres frem til udgangen af august. Foto: Aleksander Klug

Lufthansa, KLM, Air France og en række amerikanske flyselskaber har allerede indført det, og nu følger Finnair trop: Fra i næste uge skal både passagerer og kabinepersonale bære mundbind om bord på det finske selskabs fly.

Det skriver Check-in.dk.

Selskabet, der på sin hjemmeside brander sig med ordene 'flyv ad smutvejen mellem Europa og Asien', forsøger med tiltaget at forberede sig til en ny fase i krisen, hvor antallet af passagerer vil stige.

Det fortæller Piia Karhu, der er direktør i Finnairs afdeling for kundeoplevelse, til Check-in.dk.

– Nu hvor luftfarten gradvist begynder at komme sig og passagertallet begynder at vokse, ønsker vi, at alle skal have tillid til at flyve. Med disse yderligere foranstaltninger støtter vi sundheden hos vores kunder og ansatte i lufthavnen og ombord, siger hun til mediet.

Social distance i lufthavnen
Påbuddet om at bære mundbind ledsages af en række andre retningslinjer og krav, der også træder i kraft i næste uge.

Passagererne skal eksempelvis holde mindst én meters afstand i lufthavnen, og når de ankommer til deres destination bliver der ikke noget med at stå på tæerne af hinanden for at komme ud – det skal i stedet foregå gruppevist.

Flyselskabet vil samtidig gøre mere ud af rengøringen og i et vist omfang forsøge at adskille passagererne ombord. Finnair skriver i en pressemeddelelse, at 'kunderne placeres væk fra hinanden, når det er muligt'.

Netop muligheden for at opretholde social distance ombord på fly har været genstand for stor debat i de seneste uger, efter EasyJet foreslog konsekvent at holde midtersæderne tomme i en periode. Så langt går Finnair altså ikke.

Se også: Kæmpefly måtte afbryde landing i Kastrup

Mundbind hele sommeren
Finnairs tiltag vil ifølge Check-in.dk foreløbigt gælde frem til udgangen af august. Og vil man i denne periode ud at flyve med selskabet, skal man selv huske mundbindet, påpeger Piia Karhu.

– Kunder vil gå ombord på flyvningen med deres egen maske og bære den under hele flyvningen. Også Finnairs kundevendte personale i lufthavnen såvel som kabinebesætningen vil bære kirurgiske masker, siger hun.

Kravet om at bære mundbind gælder dog ikke børn under syv år.

Se også: Nøgne cyklister nægter at aflyse stort løb

3 kommentarer
Vis kommentarer