EU advarer flypassagerer: Hold jer fra disse selskaber

EU's liste over usikre flyselskaber er netop opdateret, og her finder man som noget nyt flyselskaber fra Moldova

Du løber en risiko, hvis du vælger at flyve til eller fra Moldova med et af landets flyselskaber, melder EU. Foto: Colourbox
Du løber en risiko, hvis du vælger at flyve til eller fra Moldova med et af landets flyselskaber, melder EU. Foto: Colourbox

Moldovas flyselskaber er ikke sikre nok, mener EU.

To gange om året opdateres EU's Air Safety List, som er en oversigt over de flyselskaber, som EU-Kommissionen ikke har tiltro til.

Et selskab kan være havnet på den sorte liste, fordi kommissionen eksempelvis mener, at luftfartsmyndighederne i et givent land ikke respekterer de internationale standarder for flysikkerhed, eller fordi man har vurderet, at almindelige sikkerhedsstandarder ikke overholdes.

Nu er flere flyselskaber fra det østeuropæiske land Moldova kommet med på listen. Det oplyser Danmarks Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse. Listen domineres ellers af lande fra Afrika og Mellemøsten.

Se også: Mange får ødelagt eller mister deres flybagage: Her er dine rettigheder

På den opdaterede liste optræder 124 flyselskaber, og ud af dem er 114 på listen på grund af manglende sikkerhedsoverblik fra landenes luftfartsmyndigheder. Seks flyselskaber er på listen, fordi EU har vurderet, at selve selskabet har sikkerhedsproblemer. De resterende fire selskaber må operere inden for EU under strenge restriktioner og kun med særlige flytyper.

Gælder kun i EU
Alle flyselskaber fra Moldova med undtagelse af tre har ikke længere tilladelse til at flyve ind og ud af EU. Det viser den nye liste i forhold til den seneste udsendte, som er fra slutningen af 2018.

De tre godkendte moldaviske flyselskaber er Air Moldova, Fly One and Aerotranscargo, mens de resterende ni ikke længere må flyve ind og ud af EU.

Til gengæld er to flyselskaber fra Angola fjernet fra listen og kan nu operere i EU uden restriktioner.

- Man skal huske, at EU's sorte liste kun gælder, hvis flyselskaberne på listen vil flyve i EU's luftrum eller til eller fra EU-lufthavne. Uden for EU er der intet, der hindrer selv meget usikre selskaber i at operere. Derfor kan både ferierejsende og forretningsrejsende nemt risikere at komme om bord på et fly, der er blacklistet, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, i pressemeddelelsen.

Se også: Disse flyselskaber har aldrig haft et fatalt styrt

- Det gælder særligt for lande i Afrika, hvor det typisk er samtlige flyselskaber i mange af landene, der er på listen. Men det gælder også for lande i Centralasien og Mellemøsten, der ligesom landene i Afrika måske ikke er de største turistmagneter, men som både forretningsrejsende og NGO’er rejser til og fra året rundt. Og så er alle flyselskaber i Nepal stadig på listen, hvilket har stor betydning for de mange danskere, der hvert år rejser til landet, siger han.

Kan booke om
Danmarks Rejsebureau Forening opfordrer rejsende til at tjekke listen eller spørge deres rejsebureau til råds.

- Det er besværligt at undgå indenrigsflyvninger på steder som Nepal, men er man allerede booket ind på et sortlistet flyselskab, kan man i visse tilfælde være berettiget til at annullere eller booke rejsen om. Og under alle omstændigheder er rejsebureauer forpligtede til at oplyse deres kunder om den aktuelle liste over usikre flyselskaber, siger Lars Thykier.

Den opdaterede liste ligger på EU-Kommissionens hjemmeside her.

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere