Få økonomiklasse til at føles som første klasse

Her er de tricks, der får din flyvetur på de billige rækker til at føles meget bedre

Det kan godt være, at de har champagne på førsteklasse, men med få justeringer kan du gøre flyveturen på billigrækkerne næsten lige så god. (Foto: Flickr/Matt_Weibo)
Det kan godt være, at de har champagne på førsteklasse, men med få justeringer kan du gøre flyveturen på billigrækkerne næsten lige så god. (Foto: Flickr/Matt_Weibo)

Indrømmet – økonomiklasse kommer aldrig helt til at føles som business-klasse: Champagnen mangler, benpladsen er trang, og servicen bliver aldrig den samme dér på flyets bagerste rækker, som på frontrækkerne.

Se også: Se billederne: De surfer i polarcirklens iskolde vand  

Men er du typen, hvis glas altid er halvt fyldt og ikke halvtomt, så er du nok også typen, der tænker, at et trangt sæde på økonomiklasse ikke skal ødelægge begyndelsen på din ferie.

Og med den indstilling – og et par gode tips i bagagen – kan flyveturen gøres ret behagelig, også selvom den tages på økonomiklasse.

1. Medbring din egen pude
Nej – du skal ikke putte sofapuden eller hovedpuden fra sengen i soveværelset i håndbagagen, men vælg i stedet en oppustelig en af slagsen. Hvis du går uden om 10-kroners-versionen fra supermarkedet og finder en af lidt bedre kvalitet, er du allerede godt på vej mod en bedre flyvetur.

Godt nok kan en oppustelig hovedpude ikke gøre det ud for det store, justerbare sæde, du kan få på business-klasse, men den kan gøre de mange timer i et almindeligt flysæde langt bedre.

2. Sikr dig selv bedre lyd
De fleste hovedtelefoner, der tilbydes på flyene, er af så ringe kvalitet, at underteksterne på skærmen er din eneste chance for at få noget ud af filmens replikker. Er du heldig, er der lyd i et af ørerne af gangen – at få lyd i begge er som at vinde i lotto.

Det virker derfor, som en rimelig indlysende ting at medbringe sine egne hovedtelefoner, men der er stadig mange, der ikke tænker på at gøre det.

De fleste hovedtelefoner burde passe til de fleste fly. Alternativt kan du i de fleste rejse-, kuffert-, eller lufthavnsbutikker købe et lille stik, der kan koble dine egne hovedtelefoner til stikket i flysædet.

3. Hold fødderne varme
Smid skoene og pak fødderne ind i medbragte lune sokker – det vil ganske enkelt gøre en verden til forskel – for både fødderne og dig.

Er du den kuldskær type, kan du vælge et par varme uldsokker, der både vil holde dig varm og få dig til at sove bedre i løbet af turen.

Ellers kan du vælge et par af de klassiske ’fly-sokker’. Sexede er de ikke, men til gengæld holder de blodcirkulationen i gang og afhjælper hævede fødder og ben, hvilket jo heller ikke lige frem er sexet.

Se også: Sex og bakterier: Det vidste du ikke om flytoiletter  

4. Byg din egen fodskammel
Apropos fødder, så kan du med din egen hjemmelavede fodskammel give fødder og ben en langt mere behagelig position – næsten som den, du ville befinde dig i på business-klasse.

Brug din håndbagage og placer den på gulvet foran sædet, og lad den gøre det ud for en skammel. At sætte fødderne på den lille opsats, kan gøre det meget nemmere for venepumperne i benene at klare blodets tur rundt i kroppen.

Bedre blodcirkulation er garanteret også noget, de har på business-klasse, men det burde være alle flypassagerer forundt.

5. Brug din erfaring
Formentlig er det ikke første gang, du skal have luft under vingerne og bruge et par timer – eller mere –  i et fly, så mon ikke du allerede har gjort dig dine egne erfaringer om, hvad der irriterer dig mest under en flyvetur.

I så fald kan du lige så godt tilrette tingene, inden du sætter dig til rette på billig-sædet i flyets bagende.

Måske hader du flymaden, måske fryser du altid i flyet, måske får du altid øm numse – så gør dig selv en tjeneste og udarbejd løsninger, inden du spænder sikkerhedsbæltet, og flyet forlader landjorden.

Medbring f.eks. din egen madpakke, put lag-på-lag tøj på, så du kan justere temperaturen selv og bed flypersonalet om en ekstra pude, du kan sidde på. Det bliver aldrig helt som på business-klasse, men til gengæld kan du garanteret få glasset fyldt halvt op med drikkelig mousserende vin.

Se også: Her er verdens mest irriterende flypassager  

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere