Færgerute genopstår

To aarhusianere har købt et gammelt træskib og genåbner nu sejlrute, der har været lukket siden 1983

Det bliver det gamle træskib MS Tunø, der skal sejle mellem Aarhus og Skødshoved. Skibet har plads til 38 personer. Foto: Aarhus Sail Event
Det bliver det gamle træskib MS Tunø, der skal sejle mellem Aarhus og Skødshoved. Skibet har plads til 38 personer. Foto: Aarhus Sail Event

Når tågen ikke er for tæt, kan du fra havnen i Aarhus se til Skødshoved på Mols.

De to landstykker ligger omkring ti kilometer fra hinanden, og skulle du have lyst til at sejle med færge til den anden side, kan det nu også lade sig gøre.

To aarhusianske iværksættere, Lars Hede og Niels Ravn, har nemlig besluttet at genopføre den gamle færgerute, der har været lukket siden 1983.

Det skriver Aarhus Sail Event på Facebook.

- Vi spurgte i et opslag på Facebook, om der er andre end os, der gerne vil sejle til Mols. Vi var lige ved at blive væltet over ende af de mange begejstrede reaktioner, fortæller Niels Ravn til Lokalavisen Aarhus.

Artiklen fortsætter under billedet ...

De første sejlture mellem Aarhus og Skødshoved er allerede gennemført. Og det med alle pladser udsolgt. Foto: Aarhus Sail Event
De første sejlture mellem Aarhus og Skødshoved er allerede gennemført. Og det med alle pladser udsolgt. Foto: Aarhus Sail Event
 

Gammelt træskib
Til at tilbagelægge den korte distance har iværksætterne købt det gamle træskib MS Tunø, der blev bygget i 1965 og frem til 1979 sejlede passagerer til den lille ø Tunø.

Siden har skibet blandt andet været brugt til havnerundfarter og turistsejladser, men nu skal det altså ud på en ny opgave.

Lars Hede og Niels Ravn fortæller til TV 2 Østjylland, at de har brugt det meste af sidste år på at renovere skibet, der har plads til 38 personer.

MS Tunø sejler mellem Aarhus og Skødshoved i weekender og på helligdage.

Turen tager omkring 45 minutter hver vej og koster 250 kroner for voksne og 150 kroner for børn under 12 år.

Om aftenen vil MS Tunø nogle dage være at finde i Aarhus Havn, hvor det skal danne ramme om jazzboat-arrangementer.