Færre danskere på de kanariske øer

Knap 7.500 færre danske turister på de kanariske øer i årets første to måneder sammenlignet med i fjor

Playa de Amadores nær Puerto Rico på Gran Canaria ser ikke overbefolket ud på dette billede. Danskerne har i de to første måneder af 2019 heller ikke valfartet til de kanariske øer ud for Afrikas vestkyst i samme antal, som det var tilfældet året før. Foto EB Motor
Playa de Amadores nær Puerto Rico på Gran Canaria ser ikke overbefolket ud på dette billede. Danskerne har i de to første måneder af 2019 heller ikke valfartet til de kanariske øer ud for Afrikas vestkyst i samme antal, som det var tilfældet året før. Foto EB Motor

7.487 færre danskere valgte at rejse til sol og varme på de ellers så vinterpopulære kanariske øer i årets koldeste periode i 2019 sammenlignet med den tilsvarende periode i 2018.

Det skriver lufthavnsoperatøren Aena i en pressemeddelelse.

Men det var ikke kun danskerne, der vendte de spanske feriøer ud for Afrikas vestkyst ryggen i januar og februar i år. I vores nabolande Sverige og Norge registrerede man også en nedgang i antallet af turister til de kanariske øer.

Stranden ved Puerto de Mogan på Gran Canaria ser som så meget andet på øen i Atlanterhavet indbydende ud. Foto Olimpio Fantuz/SIME
Stranden ved Puerto de Mogan på Gran Canaria ser som så meget andet på øen i Atlanterhavet indbydende ud. Foto Olimpio Fantuz/SIME
 

I årets første to måneder tog Gran Canaria imod langt færre skandinaver end i samme periode sidste år. Det skete endda på trods af generel fremgang i antallet af turister.

I alt ankom der 88.501 nordmænd, 88.303 svenskere og 43.540 danskere til Gran Canaria i januar og februar. Det giver i alt 220.344 skandinaver, hvilket er 10,5 procent færre end i 2018.

Spanierne redder resultatet

Det faldende antal danskere og skandinaver sker på trods af en generel fremgang i antallet af turister på øerne. I årets første to måneder blev der registreret i alt 7.333.962 passagerer i de kanariske lufthavne, hvilket var en fremgang på 1,2 procent i forhold til samme periode i 2018.

Men det er ifølge Aena den spanske indenrigstrafik, der trækker fremgangen i land. Indenrigsflyvningerne tegnede sig for de 2.484.066 passagerer, og det svarer til en stigning på 8,8 procent, mens de resterende 4.798.806 passagerer var på internationale flyvninger svarende til et fald på 1,5 procent.

 

I alt blev der gennemført 68.530 flyvninger i perioden, svarende til en fremgang på 3,6 procent.

Det skriver nyhedssitet Spanienidag.

Fald på knap 15 procent

De 7.487 færre danskere i årets første to måneder svarer til et fald på 14,7 procent, norske turister er gået tilbage med 2.085 svarende til et fald på 2,1 procent, mens antallet af svenskere er styrtdykket med 16.255, hvilket svarer til et fald på 15,6 procent.

Skandinavere udgjorde 30,5 procent af alle udlændinge på Gran Canaria i januar og februar, men hvis vi ser på nationalitet enkeltvis ser det ifølge Spanienidag sådan her ud:

Der ankom 410.001 spaniere,188.511 tyskere og 112.533 britiske turister til øerne i januar og februar.

Norge er nummer tre efter tyskere og briter og tegnede sig for 12,3 procent af alle udenlandske turister, Sverige 12,2 procent, og vi danskere sad på seks procent.

31 kommentarer
Vis kommentarer