Femstjernet hotel i Skagen lukket på grund af corona

To medarbejdere på Ruths Hotel i Gl. Skagen er testet positive for coronavirus

Ruths Hotel lukker ned for al aktivitet - gourmetrestaurant, brasserie og hotel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ruths Hotel lukker ned for al aktivitet - gourmetrestaurant, brasserie og hotel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ruths Hotel i Gl. Skagen har valgt at lukke ned for al aktivitet efter et udbrud af coronasmitte blandt de ansatte.

Det oplyser det berømte badehotel på sin hjemmeside.

Nedlukningen gælder frem til torsdag kl. 15 og betyder aflysninger for alle gæster, der har booket værelse, bord og wellnessophold.

Ifølge Nordjyske er to medarbejdere på Ruths Hotel blevet testet positive for coronavirus. Hotellets adm. direktør Tom Boye fortæller til mediet, at sikkerhed kommer før alt andet.

- Det giver ikke mening at gamble med gæsternes og medarbejdernes ve og vel. Vi ved, at når coronaen først har bidt sig fast, så spreder den sig hurtigt. Derfor har vi besluttet at lukke ned.

Festuge spredte smitte
Nyheden kommer kort efter, at Skagen Sogn balancerede på kanten af en nedlukning på grund af høje smittetal.

Ifølge en række lokale medier steg smitten betydeligt i kølvandet på uge 29 - den såkaldte Hellerup-uge - hvor det vrimlede med mennesker i Skagens natteliv.

Skagen Sogn havde for blot en uge siden en incidens på 836 smittede, men det tal er nu faldet til 379, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.