Grill med succes

Campingferie og grill hænger sammen. Se grillentusiasterne Miriam og Jan Glæsels gode råd til perfekte pølser og jubel ved havebordet

Havegrillens ukronede kongepar Miriam og Jan Glæsel svømmer over med gode råd til det grillende campingfolk. (Foto: Jan Glæsel)
Havegrillens ukronede kongepar Miriam og Jan Glæsel svømmer over med gode råd til det grillende campingfolk. (Foto: Jan Glæsel)

– Det største problem, når vi danskerne giver os til at grille, er, at vi er utålmodige. For hvis man ikke giver sig tid til at lade kullene blive ordentlige varme, så går det galt, siger Jan Glæsel, der sammen med fru Miriam netop har udgivet deres kogebog 'Glæsels favoritter på kuglegrill' som e-bog – lige til at have med i lommen på sin iPhone.

– Det gælder om at lære at udnytte den tid, hvor man ellers bare går og venter. Mens kullene bliver klar, kan man jo f.eks. forberede tilbehøret, siger Jan Glæsel.

– Ja, men en anden ting, der kan gå galt, når vi griller, er, at vi vil for meget. Så husk: Hellere lidt end meget. Sats f.eks. på at nøjes med at grille kødet – og så lave noget lækkert tilbehør inde i køkkenet i stedet. Kog kartoflerne og lav dem til en lækker kartoffelsalat i stedet for at lave bagekartofler på grillen, opfordrer Miriam Glæsel.

LÆS OGSÅ: Grill din bøf på vulkaner

– Og så til allersidst, når bøfferne er færdige, og I venter på, at de lige trækker lidt, så kan du jo smide noget flûte på grillen – så har alle indtryk af et fantastisk grillet måltid, siger Jan Glæsel.

– Bare husk: Jo mere, man øver sig, desto bedre bliver man til at spille grill-skak, siger de samstemmende.

Hit og skidt når du griller

Glæsels bud på, hvordan din grillmad bliver vellykket:

Tilpas mængden af mad til din grill.

Hvis du griller med en af de små bordkuglegrille, har du alt andet lige ikke samme muligheder, som når du griller med en stor kuglegrill. De små kuglegrille er gode til mindre ting som bøffer, burgere, andebryst, lammeculotter, små cuvetter, spyd, kyllingevinger og den slags. Hvis du putter for mange ting ind i en lille grill, sænker det temperaturen, og du risikerer, at den begynder at ryge, og din mad kommer til at smage af petroleum.

Tændvæske er forbudt!

Så kan du lige så godt marinere din mad i benzin. Og jo, det kan sagtens lade sig gøre at sætte fut i grillstarteren uden at pøse en masse tændvæske på. Kodeordet er tid og tålmodighed.

Engangsgrill – også forbudt.

En engangsgrill er kun til kremering af mad. Det er en utilgivelig måde at behandle en hvilken som helst råvare på. Desuden er der en masse petroleum i, som maden tager smag – og formentlig giftstoffer – af, ligesom når du bruger tændvæske.

Giv kullene tid.

De er først varme nok, når de øverste briketter i grillstarteren er askegrå, og flammerne slikker på de øverste kul. Og nej, hvis du tænker 'ah, nu har vi vist ventet længe nok. Der skal nok komme gang i resten', så tager du fejl.

Vælg din grillmetode.

Der findes to grillmetoder:

Den direkte og den indirekte.

Ved den direkte grillmetode griller du tingene direkte over de varme kul. Det er til ting, som ikke skal have særligt længe.

Ved den indirekte grillmetode lægger du briketterne over i den ene side af grillens bund og stiller f.eks. en foliebakke i den anden side. De ting, du tilbereder på denne måde, ligger således og steger henne over den del af grillen, hvor foliebakken står, og hvor der ikke er noget kul.

Smør risten.

Tingene hænger fast, hvis du ikke smører først. Brug køkkenrulletricket og undgå høje flammer, når fedtstoffet drypper ned på kullene: Fold et stykke køkkenrulle, dyp det i olie og træk det hen over ribberne på grillen.

Giv kødet smag.

Marinér dit kød – også dine bøffer. Brug f.eks. olie, salt, peber og hvidløg. Det bliver bare mere lækkert. Husk: marinader med ketchup, tomat eller sukker og honning skal først pensles på kødet til sidst, ellers bliver kødet meget hurtigt sort.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere