Ti gode grunde til at besøge Jesperhus

Der er faktisk mange flere, men her er de vigtigste

Jungledyret Hugo og hans veninde ræven Rita fyrer den af på scenen. Ungerne er ellevilde, og bagefter får alle - ALLE - et kram.
Jungledyret Hugo og hans veninde ræven Rita fyrer den af på scenen. Ungerne er ellevilde, og bagefter får alle - ALLE - et kram.

Camping. Alene ordet gør mig helt træt. Og så i Danmark. Mine fordomme mod konceptet har for længst skaffet mig en upopulær stjerne hos svigerforældrene, der har camperet i hen ved 40 år. Og når camping så kombineres med 'blomsterpark' som i Jesperhus, er jeg nærmest overbevist om, at det umuligt kan være en ferieform, der tiltaler hverken mig eller resten af familien. Men alting skal jo prøves mindst en gang. Og – indrømmet – man kan jo tage fejl, viser det sig. Camping holder, især når man har små børn på slæb.

1. Helheden

Konceptet med at lægge et feriecenter klos op ad en blomsterpark med alle dens seværdigheder og forlystelser er godt tænkt. Når man så tilbyder overnatning i prisklasserne fra telt til luksushytte, et vandland, bowling, kreativt værksted, legepladser, ølsmagning, optrædener osv., vil jublen ingen ende tage.

2. Jungledyret Hugo

Den gule tegnefilmsfigur optræder live sammen med sin ræve-veninde Rita i parken om eftermiddagen og campingområdet med godnat-sang om aftenen. Og efter hver forestilling får alle børn – ALLE børn – en krammer og en kærlig bemærkning med sig hen i campingvognen. Det er grundighed og kærlighed i skønneste forening. Som en tysk bil med italiensk campingvogn. Bagefter er der bål og snobrød foran købmanden, mens solen farver himlen rød.

3. Junglezoo

I Blomsterparkens junglezoo kommer man helt tæt på dyrene. Store papegøjer suser omkring ørene på gæsterne, så man kommer i tvivl om, hvem det egentlig er, der er øverst i fødekæden. I den sydamerikanske afdeling hopper en lille kænguru lystigt rundt på stierne og ser sig omkring. Men det største hit er ænderne, der padler rundt i en lille sø. Nogle gange er børn svære at regne ud.

4. Jungleparty

Flere gange om ugen afholdes der jungleparty i blomsterparken. Udenfor kan der en sommeraften, som den vi besøgte Jesperhus, være 25 grader, indenfor i den store hal er der lidt mere. Men det ser nu ikke ud til at genere børnene, der kaster pommes frites og slush ice i hovedet, som var det deres sidste dag på Jorden. Der er fadøl til de voksne, og så er alt godt.

Musikken bliver leveret af tre mænd i deres bedste alder, hvoraf den mest talende også er viceborgmester i Nykøbing Mors. Det gør det lidt svært for de lokale at tage ham alvorligt, når han dagen efter skal fortælle om bankkrak i lokal-tv, siger vores velinformerede sidemand.

5. Servicen

Mens vi sidder og venter på vores pizzaer i campingpladsens restaurant kommer en gråhåret herre forbi og spørger, om han må forstyrre. Han vil give os et kort, som vi skal give til den medarbejder i Jesperhus, som har ydet den bedste service. På hans navneskilt står der Jesper. Og ja, det er den Jesper. Han gør ikke noget stort nummer ud af det, men bekræfter blot, at alderen og det grå hår passer udmærket med ejermanden. Hvorom alting er, så er service noget, man tager alvorligt i Jesperhus.

6. Hyttehygge

Vi bor i en lille, rød hytte på campingpladsen. Der er køjeseng til børnene, en dobbeltseng, der fylder HELE det ene værelse, til de voksne og et lille tv monteret oppe under loftet i det fjerneste hjørne. Ingen af knivene kan skære så meget som en moden banan, og der er Haribomix, Thy pilsner og Mariekiks i velkomstpakken. Ah, det søde campingliv.

7. Tørvejr

Det danske vejr er … typisk ikke særlig godt. Det har man taget højde for i Jesperhus, der har lige så mange indendørs seværdigheder og forlystelser som udendørs. Uanset vejret er I godt underholdt.

8. Parken

Forlystelserne i parken henvender sig mest til børn op til ti år. De fleste teenagere vil nok kigge forgæves efter dødsdromer og monsterrutsjebaner. Dem er der ingen af. Til gengæld er der ponyridning, en karrusel, man selv skal starte hvert 30. sekund, batteridrevne knallerter og ansigtsmaling. Det lyder måske lidt kedeligt, men de mindre børn elsker det, og så er alle glade.

9. Mottoet

'Vi elsker børnefamilier' står der på de ansattes T-shirts. Og det er sørme rart at føle sig velkommen overalt, uanset om man medbringer en jublende hoppebold af en unge – eller en træt og tvær en af slagsen. Jesperhus er gearet til børnefamilier, og det mærkes.

10. Campinglivet

Vi overgav os til konceptet, da ungerne klokken 22 – stadig glade og tilfredse – lå og sang Jungledyret Hugo-sange efter at have brugt timer på fri leg på legepladserne og den indendørs rutsjebane. Og mens regnen trommede på hyttens tag, og det lillebitte fjernsyn lyste oppe fra hjørnet, så vi frem til endnu en dag i blomsternes tegn.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere