Gratis oplevelser for hele familien

Boykot krisen - her er fire gange hygge for alle, og det koster ikke en krone

En rutsjetur ned ad Raabjerg Mile er hylende sjov – og gratis. (Foto: Nicole Wolter)
En rutsjetur ned ad Raabjerg Mile er hylende sjov – og gratis. (Foto: Nicole Wolter)

Hvad koster det? Den økonomiske krise har ædt sig ind på almindelige menneskers pengepung. Det kan være dyrt at tage på udflugt hele familien, men det behøver ikke at være dyrt at opleve noget og få fælles oplevelser, der vil blive husket længe.

Faktisk kan det gøres næsten helt gratis ...

Svedige tropeoplevelser

Botanisk Have, København

Børn elsker eventyr, så de vil elske, hvis familien tager tropehat på og begiver sig ind i junglen. Det kan faktisk (næsten) lade sig gøre.

I Botanisk Have i København kan ekspeditionen træde lige ind i den fugtige varme i Palmehuset. Mens vandet driver ned ad glasvægge, kan børn og voksne gå på opdagelse og indsnuse atmosfæren, lade sanserne komme overarbejde og suge viden til sig blandt tropiske og subtropiske planter.

Palmehuset er et fascinerende glaspalads. Stedet skriger på pen og papir, og det elsker børn. Fyld derfor en taske med papir, blyant, farveblyanter, viskelæder, lup og andet brugbart. Med den i hånden er der lagt op til et eventyr inde i junglen på jagt efter sjældne og specielle planter, der skal tegnes af de små forskere, så de kan blive vist frem for hele verdnen.

Tips: Det er også en god idé at medbringe et kamera og lade børnene tage fotos af planterne til en scrapbog med billeder, navne på planterne og skitser – giv fantasien frit spil.

Andre svedige steder: Så må du op med pungen, men det er også det værd i eksempelvis Botanisk Have i Aarhus eller Randers Regnskov.

På jagt efter fossiler

Gedser Odde, Falster

Wow. Ens første forstenede søpindsvin med fem fine streger, der løber fra toppen og ned langs siderne i perfekt geometri. Så flot er det, og så gammelt er det – vi taler faktisk om millioner af år.

Gedser Odde er Danmarks sydligste punkt og et skatkammer af fossiler. Den stenede strandkant neden for moræneklinterne er et mekka for stensamlere. Her er chancen for at finde et forstenet søpindsvin næsten et hundrede procent, hvis bare man gør sig umage – og måske støder man endda ind i en sæl fra reservatet på sandrevlen Rødsand ude i Østersøen.

Se også Gedser Fyr (fra 1801) oppe over klinterne og Sydstenen, der er en gnejs fra istiden.

Tips: Ingen høje hæle eller noget der ligner. Varmt tøj – det er ofte blæsende ved kysterne. Har dit barn aldrig fundet et forstenet søpindsvin, så er det vigtigt at se på et af slagsen før jagten.

Andre egnede jagtmarker: Stevns Klint, Møns Klint, Faxe Kalkbrud, Fur i Limfjorden og Karlby Klint på Djursland

En tonsedag i sandet

Råbjerg Mile, Nordjylland

Der lyder begejstrede hvin, mens børnene skiftevis ruller og glider på bagen ned ad klitten.

En tonsedag i Råbjerg Mile er skønt for børnene, og forældrene kan nyde børnenes glæde – og få gang i blodomløbet ved at trave en god tur i det fascinerende landskab af knap fire millioner kubikmeter sand.

Vinden flytter den enorme sandbunke omkring 15 meter mod øst hvert år – lige meget hvad der kommer i vejen. Om 200 år, når den er vandret hen over både hovedvejen og Skagensbanen forsvinder klitten ud i Kattegat.

Tips: Børnene skal have tøj på, der ikke skiller på midten

– det er ubehageligt at få kold vind eller sand ind på maveskindet. De voksne kommer lettere til at fryse end børnene, medmindre de selv kaster sig ud i morskaben – så ekstra varmt tøj og fleecetæpper til dem.

Andre egnede tonsesteder: Enhver strand med klitter.

Op, op, op på en top

Himmelbjerget, Silkeborg

Børn på tur, elsker at have et mål at gå efter, og der er ikke noget bedre mål end en bjergtop. Himmelbjerget rejser sig 147 meter over havet og er den mest klassiske bjergvandring i Danmark – om end folk fra udlandet ikke er imponerede af vores himmelske bakketop.

Det er helt oplagt at tage børnene med på en tur til Himmelbjerget og lege bjergbestigere i et landskab præget af op- og nedture – helt bogstaveligt. Området er nemlig dannet af smeltevand og modelleret under istiden.

Himmelbjerget er skøn vandring 130 meter op over den blanke overflade, der er Julsø. Herfra er der belønning for anstrengelserne med skøn udsigt over det jyske Søhøjland.

Tips: Dette er stedet, hvor en kikkert gør underværker. Der er rigtig gode muligheder for at se rovfugle og andre, mindre fuglearter, så det er en god idé at tage en opslagsbog om fugle med.

Andre toppe: Find dine lokale toppe på danskebjerge.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere