Hyg dig med børnene i påsken

Hold påskeferien i Danmark - her er en række aktiviteter, der falder i ungernes smag

Der er løver på programmet i Aalborg Zoo i ferien. (Foto: AP)
Der er løver på programmet i Aalborg Zoo i ferien. (Foto: AP)

Når kalenderen rammer påskeferien lukker landets museer og byer op for alverdens aktiviteter i kampen om at lokke børnefamilierne til.

Og det er bestemt ikke svært at finde på noget at give sig til – snarere at vælge.

Tag for eksempel på GPS-skattejagt i naturskønne Skagen, se hvordan det ser ud, når en tiger bliver udstoppet i Aalborg Zoo eller byg din egen vandraket i Danfoss Univers.

Ekstra Bladet Ferie ønsker dig og familien en rigtig god påske.

Oplev 1864-krigen på nært hold

I forårets helligdagsferier åbner Historiecenter Dybbøl Banke dørene til soldaterbyen, der er bygget som en baraklejr fra 1864. Her kan børnene bage pandekager efter feltkogebogen, skrive et gammeldags foldebrev med blæk til familien eller kæresten, forsegle det og få det stemplet som feltpost fra Dybbøl.

De kan også møde soldaten fra 1864 i det solide blokhus af tonstunge bombebjælker og høre hans beretning fra krigen. Er de heldige, skyder han måske med sit gamle gevær.

Hvornår: 5. april-9. april

Hvor: Sønderborg

Pris: Entre for voksne koster 90 kr. og for børn 45 kr. Entre for studerende er 65 kr.

Læs mere her: museum-sonderjylland.dk

Mød prinsgemalen på Fregatten Jylland

Påskelørdag er spækket med aktiviteter i børnehøjde på verdens længste træskib, Fregatten Jylland.

Ud over fornemt besøg af HKH Prins Henrik vil børnene kunne opleve et kanonshow, gå på skattejagt – seks nøgler skal findes til skattekisten – og der vil være en guidet rundvisning på Fregatten Jylland.

Desuden er der børnebedding, hvor børnene kan bygge deres egne træskibe, og poderne kan også få taget et billede iklædt ægte matroshue og krave.

Hvornår: 7. april

Hvor: Ebeltoft

Pris: Entré for voksne koster 90 kr., børn under 12 år koster 45 kr. Børn under fire år har gratis entré.

Læs mere her: fregatten-jylland.dk

Birkesaft og pandekager i naturen

Tag børnene med ud i skoven sammen med Jagt- og Skovbrugsmuseet. Undervejs kommer børnene til at være med til at tappe frisk saft fra birketræer, der er sød og lækker. Saften er fuld af sukker og kan bruges til både saftevand, sirup og øl.

Bagefter byder museet på pandekager med birkesirup.

Hvornår: 5. april – 8. april

Hvor: Hørsholm

Pris: Det koster 70 kr. for voksne at deltage, børn og unge under 18 år kommer gratis ind.

Læs mere her: jagtskov.dk

GPS-skattejagt i Skagen

Geocaching er en udendørs skattejagt, hvor deltagerne benytter sig af en GPS til at søge 'skatte' ude i naturen. I påskeferien har du nu mulighed for at lede efter 'cacher' eller skatte i Skagens smukke natur ved hjælp af en GPS. Undervejs vil børn og forældre desuden blive underholdt af historien om Stygge Krumpen, og hvad der skete i Stygge Krumpens tid i Skagen de steder, man kommer forbi.

Turen er ca. fem kilometer og går blandt andet forbi Klitgården Refugium og Den Tilsandede Kirke.

Hvor: Skagen

Hvornår: Tirsdag den 3. april

Pris: 90 kr. pr. person. Børn til og med fire år er gratis. Leje af GPS koster 20 kr.

Læs mere her: skagen-tourist.dk

Kunst i børnehøjde på Louisiana

I påsken kan børnene besøge kunstmuseet Louisianas Børnehus, hvor udstillingen drejer sig om otte stærke, kvindelige kunstnere, som var pionerer i perioden 1920-1940.

I Børnehuset kan poderne bl.a. se Dada Dukkeværksted, hvor man kan se dukker lavet af perler, fjer, stof, trådspoler og metal. På udstillingen ser man, hvordan kunsterne fremstilleder dukker på forskellige måder, og børnene kan lave deres egne dukker.

Børnene kan også boltre sig i værkstedet Spejlbilleder, hvor de kan se, hvordan kunsterne fotograferer og maler opstillinger med spejle i udstillingen. Her kan børnene selvfølgelig også tegne deres egne opstillinger.

Hvornår: 31. marts-8. april

Hvor: Humlebæk

Pris: Entré koster 95 kr. pr. voksen, mens børn under 18 år er gratis.

Læs mere her: louisiana.dk

Leg med løver

I påskeferien er der masser af fede oplevelser i Aalborg Zoo. Her kan børnene se med, når konservator Kim Skjøt Hansen udstopper en tiger, og de kan selv få lov til at støbe deres egen tigertand, føle løven på tænderne samt mærke dens store manke og tigerens skarpe kløer.

Desuden fortæller Aalborg Zoo om det nye, store anlæg, de bygger til løver og tigre, og hvordan man bedst aktiverer rovdyr i en zoologisk have.

Hvor: Aalborg Zoo

Hvornår: 31. marts-9. april

Pris: Indgang til Aalborg Zoo koster 140 kr. pr. voksen og 85 kr. pr. barn. Børn under to år har gratis adgang.

Læs mere her: aalborgzoo.dk

Tag på sælsafari

Nordvest for Vesterø Havn på Læsø, tæt på Nordre Rønner ligger stenrevet Borfeld, hvor der findes en sælkoloni. Om bord på passagerskibet Seadog kommer du helt tæt på de nuttede dyr.

Sælerne gør sig til for tilskuerne, mens de ligger på de tørlagte sten, eller de svømmer rundt i vandet tæt på båden.

Ud over sæler findes der et utal af fugle, og af og til dukker der også marsvin op. Har du ikke kikkert med, kan du låne om bord.

Hvornår: 5.-8. april

Hvor: Vesterø Havn, Læsø

Pris: Billetpris for voksne er 200 kr., børn koster 150 kr.

Læs mere her: seadog.dk

Videnskabsmand for en dag

I Danfoss Univers kan børnene få et hav af oplevelser og blive lullet ind i en verden af alskens videnskabelige forsøg.

For eksempel er det muligt at afprøve sit talent som raketdesigner. Her kan børnene skabe raketter, der er konkurrencedygtige på flyveevne og udsmykning. Børnene bygger deres egen vandraket, som de skal forsøge at få til at flyve så langt som muligt.

Hvor: Nordborg nær Sønderborg

Hvornår: Der er workshops hver weekend

Pris: Dagsbillet koster 150 kroner for børn i alderen 4 til 11 år, mens en dagsbillet for børn over 12 år koster 180 kroner. Børn under tre år har gratis adgang.

Læs mere her: danfossuniverse.com

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere