Det koster ikke en herregård

Gå på opdagelse blandt Danmarks slotte og herregårde

Den statelige indkørsel til Krenkerup Gods på Lolland. (Foto: Nicole Wolter)
Den statelige indkørsel til Krenkerup Gods på Lolland. (Foto: Nicole Wolter)

Det føles, som om vinteren trækker i langdrag. Den er klam, blæsende, kold og bare rigtig laaang, og verdenen begynder at se grå ud over det hele – også selv om vi har fået sne ...

Men der er faktisk rigtig gode muligheder for at få røde kinder og masser af farver på tilværelsen – også uden at rejse mod varmere himmelstrøg.

På med den varme frakke, hatten og halstørklædet og gummistøvlerne og af sted til vores flotte og fascinerende slotte og herregårde, der byder på den slags historier, som drømme er lavet af.

LÆS OGSÅ: Pas på, det spøger på Steensgaarden

Her er fem bud på gåture, hvor man samtidig får en på opleveren – og det er gratis.

Krenkerup Gods, Lolland

Hov, var det ikke en flagspætte

'Tjip-tjip'. En fugl flyver i en spændstig bue og lander i en trækrone. Gennem spindelvævsgrene ligger en mosgrøn sø i en halvbue rundt om de tunge, gule mure. Lolland er kendt for slotte og herregårde, og en absolut perle er det gule Krenkerup Gods – Lollands største jordbesidder.

Godset brygger øl på egne afgrøder og har et besøgssted, der ikke er åbent nu. Men skidt pyt, for den lillebitte Haveskov ved godset er det hele værd. Her er garanti for at høre flagspætten, for skoven står med 200-300 år gamle bøgetræer, i skovbunden ligger stormfældede træer, og formeringen sker ved selvsåning. Perfekte omgivelser for hulrugende fugle som flagspætten.

Gå på jagt efter det forfaldne, overbegroede lysthus, der også nok skal få fantasien på afveje.

Liselund Slot, Møn

En romantisk drøm

Et dybt suk ... Selv meterbrede mandfolk med stålsat blik og hår på brystet kommer uvilkårligt til at sukke henført under en spadseretur i parken omkring Liselund Slot, hvor også Liselund Ny Slot ligger så smukt. Her er bondeidyl snarere end pralende storhed. Her er et kinesisk tehus i varme gule, røde og blå farver, søer som glansbilleder, store hestekastanjer og bløde bakker.

Der er faktisk ikke noget at sige til det henførte suk, for besøgende i parken står midt i landets største kærlighedsgave. Kammerherre Antoine de la Calmette købte i 1783 slottet og anlagde selv parken efter tidens europæiske mode og navngav hele herligheden efter sin hustru, Elisabeth. Sådan et mandfolk.

Mon ikke et suk også undslipper et par drømmende kvinder?

Rosenholm Slot, Djursland

Et syn for guder

Var det ikke prinsesse Miamaja, der vimsede fordi?

Rosenholm Slot er et syn for guder klædt i sine tykke, røde mure bag den brede voldgrav. Men det er prinsesse Miamaja også. Det her er slottet, hvor DR's julekalender 'Jul på Slottet' blev optaget i 1986.

Selv om man næppe møder prinsesse Miamaja, så emmer slottet alligevel af blåt blod. Det er opført af rigskansler Jørgen Rosenkrantz og har tilhørt slægten i hele 18. generationer.

Efter en tur i den smukke park (mindre entré) kan de mest friske vandre ind i Rosenholm Skov bagved slottet til Ivars Kildevæld, der er et nyrestaureret lystanlæg. Det var engang et populært udflugtsmål for slottets beboere. Kildevældet springer af grundvandet og løber via tre kunstige søer ud i Vide Å.

Marselisborg Slot, Aarhus

På opdagelse med slotsudsigt

De grå vintermåneder tager let farve af en ægte opdagelsesrejse, og det er der mulighed for omkring den hvide drøm af et slot, der tjener som sommer- og juleresidens for regentparret.

Marselisborg Slot troner højt under blå himmel med åbne vidder, hemmelige steder og kig til vand. Det her er stedet at gå på opdagelse i Mindeparken efter monumentet – som man faktisk kan gå helt ind i – over de faldne soldater i 1. Verdenskrig.

Bagefter kan man lede efter det 31 meter høje Mammuttræ, der står i Forstbotanisk Have bag slottet. Sæt måske også en drage op – stedet er som skabt til det – og se så, om ikke vinteren pludselig har fået lidt kulør her på et af århusianernes foretrukne udflugtsmål.

Valdemar Slot, Tåsinge

Dramatik i luften

Om ikke andet kan det løfte en på sorte dage at tænke på dem, der har det værre. Da er Valdemars Slot et oplagt udflugtsmål, for her hænger dramatikken tungt i luften i Nørreskoven tæt på slottet.

I skovbunden står mindestenen for den svenske dragonløjtnant Sixten Sparre og cirkusprinsesse Elvira Madigan. De havde en stormende, men håbløs kærlighedsaffære, der endte tragisk. Han skød hende og bagefter sig selv.

Slottet er bygget af Christian 4. til sin og Kirsten Munks søn, der døde som 33-årig og aldrig nåede at bo på slottet. Senest har tv-baronessen Caroline Fleming solgt slottet tilbage til sin far, Niels Iuel-Brockdorff – angiveligt på grund af lommesmerter. Godt det ikke er mig …

1 af 3 Det var på Rosenholm Slot prinsesse Miamaja slog sine folder. (Foto: Nicole Wolter)
2 af 3 Parken omkring Liselund Slot på Møn er et rent glansbillede i fuld skala. (Foto: Nicole Wolter)
3 af 3 Den statelige indkørsel til Krenkerup Gods på Lolland. (Foto: Nicole Wolter)
0 kommentarer
Vis kommentarer