Blandt heste, prangere og kræmmere

Der bli'r spyttet på jorden og råbt halvsurt mellem de to handlende. Køberen går i vrede, men vender hurtigt tilbage, og pludselig er der smil og grin, og to heste har fået ny ejer

Peg på en hest, afslå den første pris, byd selv, slå sælgeren i hånden osv. Hestehandel er en hel videnskab.
Peg på en hest, afslå den første pris, byd selv, slå sælgeren i hånden osv. Hestehandel er en hel videnskab.

Der er kræmmere og prangere overalt. Flest af de første, men det er de sidste, der gør Hjallerup til noget særligt: Denne særegne blanding af tivoli og øl, loppemarked og pølseboder, tingeltangel og kække cowboyhatte. Alt sammen tilsat flere hundrede heste og tusindvis af glade og feststemte gæster. Hjallerup har noget for næsten enhver smag.

– Hvis ikke du kan købe det på Hjallerup, så er det ikke værd at købe, hører jeg en kvinde med skærebrænderstemme sige til sin mand, der vist hellere bare vil hen i det store telt og høre endnu et band spille deres udgave af 'Living next door to Alice' og drikke et par fadøl til.

LÆS OGSÅ: Stoddernes paradis

Men det må han vist vente med, for hans kone har fået øje på nogle tallerkner, som ligner dem, der var hjemme hos oldemor i Sinding.

Alt kan sælges med et smil
Han har allerede poser fuld af '30 par arbejdssokker til 100 kr.' og noget farvestrålende legetøj, der lugter af ftalater og har så skrappe farver, at det nok ville være forbudt at sælge selv i Tyrkiet. Men ikke i Hjallerup.

Der findes ikke en eneste kræmmerbod, hvor varerne sælges til fuld pris. Alt er sat ned med mellem 20 procent og 50 procent. Det er noget, man kan forstå, når man er nordjyde og ude for at gøre en god handel.

Og stemningen er høj. Der er kække tilråb overalt, godt krydret med en dræven accent, der får det hele til at virke utrolig eksotisk på en aarhusianer som mig.

LÆS OGSÅ: På marked i Bogotá

Det virker, som om alle er kræmmere, det er bare ikke alle, der har en bod. En mand uden ben kommer kørende på sin trehjulede handicapknallert. Han har et skilt om halsen, hvor der står 'til salg'. Han bliver mødt med tilråb:

– Jamen, hvis jeg nu køber din vogn, hvordan skal du så komme omkring?

– Jeg har en ekstra, griner han tilbage og kører videre imod næste tilråb:

– Er det dig eller den trehjulede, der er til salg?

– Der er rabat, hvis du køber begge dele, svarer han og høster et pænt bifald.

Sådan er det overalt. Solen skinner, og der er rigeligt med fadøl. Som regel giver den kombination en god stemning, og her på Hjallerup er den rigtig god. Ikke fuldemandsagtig, men yderst behagelig. Alle er kommet for at få en god oplevelse.

Nordeuropas største hestemarked
Tidligere gik det vildere for sig. Især om aftenen i det store telt, når hesteprangerne sad og drak et par velvoksne omgange fadøl.

Dengang var det ikke ualmindeligt, at der blev hentet et par ponyer ind, som fik lov at drikke sig plakatfulde. Det var ægte hesteprangerhumor. Den slags er der dog ikke noget af mere.

Nu er stemningen mere civiliseret, selv om der stadig ryger store mængder fadøl indenbords.

Sådan har det sikkert været siden det første hestemarked i 1744, hvor Hjallerup Marked havde sin debut.

Hestehandlen kulminerede i 30'erne, hvor der var over 20.000 heste til salg. I dag er tallet mere beskedent, men med omkring 300-400 heste, så er det nu stadig imponerende. Faktisk er Hjallerup det største hestemarked i Nordeuropa.

Med tiden er markedet blevet meget mere end heste. Der er kommet gøgl og forlystelser. Der er kommet hundredvis af kræmmerboder, der ligger i gade efter gade og frister med skidt og skrammel og alt mellem himmel og jord. Her er kaniner og hunde og undulater. Her er live-musik næsten uafbrudt. Der er dressur-opvisning og springkonkurrencer.

Men det er hestene, der gør forskellen.

1 af 4 Landevejens folk sætter ekstra kulør på festlighederne.
2 af 4 Her finder du alt – også sådan et sæt briller, ja.
3 af 4 Det bliver aldrig kedeligt på Hjallerup Marked, der også byder på pariserhjul.
4 af 4 Peg på en hest, afslå den første pris, byd selv, slå sælgeren i hånden osv. Hestehandel er en hel videnskab.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere