Regnbuen over Aarhus

Tag på syretrip i Olafur Eliassons farverige glorie på taget af ARoS

Aarhus' nye vartegn er en fantastisk farveeksplosion af kunstneren Olafur Eliasson. Den cirkelrunde glasgang svæver som en glorie over ARoS' tag.
Aarhus' nye vartegn er en fantastisk farveeksplosion af kunstneren Olafur Eliasson. Den cirkelrunde glasgang svæver som en glorie over ARoS' tag.

Mine knæ ryster. Jeg prøver at flytte det bagerste ben frem. Det vil ikke. Jeg kan ikke få min krop hen til kanten.

Jeg trækker vejret dybt ned i maven og snyder kroppen ved at se ud over Aarhus' tage – og ikke ned. Det virker. Jeg går frem og svæver over en afgrund.

Et øjeblik mærker jeg den cirkelrunde glasgang skride sidelæns ud over museets tag. Jeg mærker vinden tage fat og løfte hele glasgangen op og slynge den ud over byen som en flyvende tallerken.

LÆS OGSÅ: Kunst, kultur og røde pølser i Aarhus

Der er selvfølgelig min hjerne, der er på sit eget trip. Alligevel føler jeg pludselig, at jeg falder og rager ud efter noget at tage fat i. Mine fingre strejfer kun glas – sølle to-tre centimeter tykt – der kan være forræderisk og gå itu.

Der er intet gelænder, ingen kanter, ingenting.

Små tændstikmænd
Jeg tager jeg mig sammen. Det her er et øjeblik, der skal fyldes med nydelse og ikke frygt.

Jeg står i en regnbue, højt over Aarhus, og ser ned. Hvem sagde Alice i Eventyrland?

Da jeg ankom hertil, så jeg op. Deroppe svævede en glorie over taget på kunstmuseet ARoS.

Jeg så frem til at stå oppe i den cirkelrunde glasgang i alle regnbuens farver i kunstværket Your Rainbow Panorama, skabt af kunstneren Olafur Eliasson.

Inde i det farvede glas, hvor grønt løber sammen med gult, og blåt med rødt, så jeg mennesker som små tændstikmænd eller silhuetter.

Da jeg trådte ind – oppe på taget af ARoS – vidste jeg straks, at jeg netop på denne dag ville få en helt særlig oplevelse.

Gigantisk syretrip
Nu går jeg i himlen i en regnbue og ser Aarhus Kongrescenter i blåt. Det smukke firkantede tårn over byens rådhus i grønt med havnens kraner som baggrund.

Jeg ser Aarhus Domkirke i gult med Mols bagved. Og langt, langt nede står et menneskehav i orange-pink i parken foran Aarhus Hovedbibliotek med universitetets bogtårn i nordbyen som en firkantet klods bagved.

Jeg bliver opløftet i det røde, føler mig på et gigantisk syretrip i det grønne og svimmel i det gule. Jeg ser nye farver i solstrålerne og kan ikke få nok. Går rundt og rundt, indtil jeg får kvalme.

Besøget er bevidsthedsudvidende. Det er ganske enkelt fascinerende. Aarhus har i den grad fået et vartegn, der er værd at besøge.

1 af 2 Byens tage badet i orange.
2 af 2 Aarhus' nye vartegn er en fantastisk farveeksplosion af kunstneren Olafur Eliasson. Den cirkelrunde glasgang svæver som en glorie over ARoS' tag.
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere