Top-kok: Jeg spilder ikke et sekund på et dårligt måltid mad

Paul Cunningham er gastronomisk globetrotter og bruger flere uger på at planlægge sine rejsemåltider

Manden bag top-restauranten The Paul i Tivoli, Paul Cunningham, er vild med New York og har masser af gode anbefalinger på god mad i byen. (Foto: Johnny Frederiksen)
Manden bag top-restauranten The Paul i Tivoli, Paul Cunningham, er vild med New York og har masser af gode anbefalinger på god mad i byen. (Foto: Johnny Frederiksen)

Alt, hvad der spises på en rejse, skal være en oplevelse. En god en af slagsen, vel at mærke. Sådan er den karismatiske kok med engelsk baggrund Paul Cunninghams opskrift på en god ferie.

- Jeg gider simpelthen ikke at spilde et øjeblik på et dårligt måltid. Alt, hvad jeg spiser, mens jeg rejser, skal være en oplevelse. Om så det er en kop te og en baconsandwich på Borough Market i Londons East End eller en lille skål melonkaviar på elBulli i Nordspanien.

LÆS OGSÅ: Sov med stjernekokke

Manden bag restauranten The Paul i Tivolis Glassal har – som de fleste andre kokke i øvrigt – fået sit bedste måltid i Frankrig, nærmere bestemt hos den berømte kok Alain Passard på L'Arpege i Paris. Men der har også været dårlige oplevelser i udlandet. Det værste måltid, han har fået serveret, var på en restaurant i Warszawa.

- Vi fik et gråt, tørt andebryst, der var stegt flere dage før med klistret, supersød bærmarmelade. Deres kaviar var vandet, grå, fed, sur og nasty. Den var sikkert presset ud af et eller andet monster, der boede i deres kælder. Det er måske den eneste gang, jeg har klaget på en restaurant. Jeg tudede næsten af vrede, og vi løb derfra i frygt for den lokale mafia.

Det bedste af det bedste
Oplevelsen fra Polen er en sjældenhed for Paul Cunningham, for den berejste kok bruger flere uger på at planlægge sine rejsemåltider. Derfor er han også den rette at spørge, hvor i udlandet man er sikker på et godt måltid mad.

LÆS OGSÅ: Bedste og værste mad: Noget med søagurker

Tag en dyb indånding … Så kører vi:

- Sashimi klokken fem om morgenen på Tokyos fiskemarked er fantastisk. Morgenmad af haggis (skotsk gryderet af indvolde fra får, red.) og stegt andeæg på The Wolseley på Londons Piccadilly skal prøves. Brunch i New York på Brasserie Balthazar på Spring Street. Frokost af dampende dim sum af Mr. Man på Hong Kong Country Club i Hongkong. Afternoon tea i den idylliske nordengelske landsby Cartmel på Michelinrestauranten L'enclume, der laver byens bedste sticky-toffee-pudding. Sen aftensmad med fusserne i vandet på stranden på Mauritius, mens du spiser langtidsgrillet pattegris med karamelliseret ananas. Hotdogs og drinks hos Don't Tell Mom tilbage i New Yorks downtown eller spicy, stegte nudler og iskolde øl på Sydneys noodle night market.

LÆS OGSÅ: Nyt site til gastro-nørder

Gastronimisk pilgrimstur
Og hvor glæder den dygtige kok sig så til at spise næste gang?

- Jeg glæder mig til endnu en gang at stå op klokken fem om morgenen og tage på Tokyos Tsukiji fiskemarked og spise sashimi, sushi og misosuppe, havfriskt og næsten levende. Det bliver ikke bedre. Det har gjort, at jeg har rigtig svært ved at bestille japansk mad uden for Japan, fortæller Paul Cunningham, hvis all time yndlingsrejsemål dog ikke er Japan, men ...

- New York. Den har alt for mig. Fantastisk arkitektur og smukke parker. Massiv kunst, elektrisk stemning og excentriske mennesker. Det bedste af alle typer mad til alle typer priser for alle typer rejsende.

LÆS OGSÅ: Danmark kan blive gastronomisk paradis

Og selv om han har set – og smagt – meget af verden har han et drømmerejsemål:

- Indien. Jeg er født og opvokset i Londons East End og Essex, hvor der næsten er lige så mange indere som englændere. Deres farverige madkultur fascinerer mig meget. Jeg håber, at jeg en dag får mulighed for at tage på en gastronomisk pilgrimstur til Indien. Smukke folk er de.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere