Ferierod i Københavns Lufthavn: Afgangstavler virker ikke

Københavns Lufthavn i Kastrup må tage gammeldags tavler i brug, efter de er blevet ramt af en it-fejl, så afgangstavlerne ikke virker

Københavns Lufthavn må bruge gammeldags plancher med afgangstider, fordi en it-fejl har slukket afgangstavlerne. Arkivfoto: Gert Jensen
Københavns Lufthavn må bruge gammeldags plancher med afgangstider, fordi en it-fejl har slukket afgangstavlerne. Arkivfoto: Gert Jensen

Slukkede afgangstavler skaber torsdag eftermiddag uro og forsinkelser i Københavns Lufthavn, hvor mellem 10.000 og 15.000 mennesker opholder sig. Det fortæller Lars Limche, kommunikationsrådgiver i lufthavnen.

- Der er nogle små forsinkelser, men der vil højst være tale om en halv time, siger han og fortsætter:

- Så flyene kommer af sted, og folk skal møde op, som de plejer og gå hen og tale med en medarbejder.

Skiftet til plancher
Personalet i lufthavnen har hurtigt skiftet over til gammeldags 'informationssystemer' i form af vægplancher i hele lufthavnen med afgangstider og information om gates.

Samtidig bliver alle afgange annonceret i højttalerne, og et stort antal medarbejdere er sat til at hjælpe de mange passagerer.

It-systemet har været brudt sammen siden cirka klokken 13.30. Systemet styrer også, hvor piloterne skal parkere flyene. Kontroltårnene kan dog udføre arbejdet manuelt, da der allerede er lagt planer for, hvor flyene skal holde.

Lars Limche regner med, at systemet kører normalt fra omkring klokken 17.30.

Og selvom nedbruddet har skabt udfordringer for personalet, er der en positiv stemning i lufthavnen, lyder det.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere