Byt dig til ferie

Lån din seng ud: Vi er vilde med at udveksle boliger i ferien

Familien Lindboe fra Vanløse, Rasmus, Robert, Anja, Gustav og Sander, er parat til at bytte hus med en fransk familie i tre uger i sommer.
Familien Lindboe fra Vanløse, Rasmus, Robert, Anja, Gustav og Sander, er parat til at bytte hus med en fransk familie i tre uger i sommer.

Hvad der er mit, er også dit. Lidt groft omskrevet er det bundlinjen i en hastigt fremadstormende ferietrend: Boligbytte.

Det har (naturligvis) altid ligget lige for at bytte bolig med andre interesserede, men med internettets indtog har boligbytte virkelig grebet om sig.

På verdensplan er amerikanske HomeExhange.com med samlet set 40.000 boligprofiler blandt de toneangivende. I 2008 oprettede HomeExhange.com en dansk underside, HjemBytte.dk, der i skrivende stund har omkring 900 profiler. Et tal, der stadig stiger.

LÆS OGSÅ: Gratis ferie i Provence

– Målt på antallet af indbyggere er Danmark de mest entusiastiske boligbyttere. I øjeblikket får vi rundt regnet et nyt medlem om dagen, siger den danske repræsentant for HjemBytte.dk, Henriette Wedel Nielsen.

Hun kom med i HjemBytte.dk og byttede hjem med en familie i Neukölln i Berlin.

– De normale ferier er ikke længere så interessante, som de var tidligere. Vi vil selv bestemme, så man kan sige, at den her form for ferie er en modreaktion til charterferien, siger Henriette Wedel Nielsen.

Eventyret kun et klik væk
På HjemBytte.dk koster tre måneders medlemskab 240 kroner, og så har du mulighed for at uploade din egen profil og fotos på hjemmesiden samt klikke rundt på de mange andre boligprofiler.

Når du har fundet et interessant hjem, kontakter du ejerne, og hvis de er interesserede i at bytte hjem, aftaler I byttet.

Hvis du selv ejer din bolig, kan du kaste dig direkte ud i boligbyttet, men hvis du lejer eller bor i en andelsbolig, kan virkeligheden være en anden.

Derfor: Hvis du lejer din bolig, skal du for at være på den sikre side spørge ejendommens ejer inden et boligbytte. Hvis du bor i en andelsbolig, skal du spørge bestyrelsen og/eller boligadministratoren.

LÆS OGSÅ: Prøv noget nyt i sommerferien

– Vores erfaring er, at boligbytte normalt bliver accepteret hos andelsforeninger, og sædvanligvis er forsikringsselskaberne helt på det rene med, at byttepartnere har status som gæster i hjemmet, siger Henriette Wedel Nielsen.

Det betyder, at din indboforsikring dækker som normalt.

Men når det er sagt, er det en meget god idé at kontakte dit forsikringsselskab, inden du kaster dig ud i boligbytte. Bare for at gå med livrem, seler og blød hat.

Boligbytte tager tid
I modsætning til normale ferier tager et boligbytte ofte noget tid at arrangere. Typisk skriver og ringer boligbytterne sammen lang tid før selve boligbyttet. Det skaber respekt og tillid fra begge sider. Derudover kan du gennem kontakten med din værtsfamilie få arrangeret alt fra lån af deres bil til indkøb af grillkul til Weberen.

– Kontakten gør, at man får en mavefornemmelse for de andre boligbyttere, og hvis maven siger 'nej', så siger man selvfølgelig bare fra. Længere er den ikke, siger Henriette Wedel Nielsen, der samtidig kommer ind på spørgsmålet om tyveri:

– Sidste år stod vi for 60.000 boligbytninger på verdensplan, og vi blev ikke kontaktet en eneste gang med klager over tyveri. De eneste klager, vi fik, var småklager om manglende rengøring og ting, der var blevet slået itu.

Hvis du vælger at bytte dit hjem, kan du lige så godt pakke HjemBytte.dk's motto med i bagagen: Responsibility, Respect, Relax! (ansvarlighed, respekt, slap af!).

0 kommentarer
Vis kommentarer