Tag en tur til det ægte Udkants-danmark

Besøg Christiansø, som ligger nærmere Rusland end Vestjylland

Når færgen glider ind i Nordre Havn, ser du Storetårn, der knejser på toppen af Christiansø, lige bag kroen. (Foto: Pia Barfod)
Når færgen glider ind i Nordre Havn, ser du Storetårn, der knejser på toppen af Christiansø, lige bag kroen. (Foto: Pia Barfod)

Færgen pløjer sig støt og næsten roligt gennem Østersøens bølger, da Ertholmene efter godt en halv time dukker frem af disen. Endnu 30 minutter senere når vi målet: Danmarks østligste punkt, Christiansø.

Der er noget fascinerende ved yderpunkter. Du står helt ude på kanten.

I Danmark kan du helt fysisk stå ved Verdens – eller i hvert fald landets – ende i både nord, syd, vest og øst: Grenen, Gedser Odde, Blåvands Huk og endelig Christiansø. Alle fire steder løber landet ud i havet – hertil og ikke længere.

LÆS OGSÅ: Sviptur til Edens Have

Historiens vingesus
Solen skinner fra en skyfri, blå himmel, da M/S Ertholm efter en times sejlads fra Gudhjem lægger til i Christiansøs Nordre Havn.

Og fra den helt nutidige færge træder du direkte ind i Danmarkshistorien. Velkommen til fæstningen og flådebasen Christiansø, landets fremskudte forsvarsværk fra 1684 og knap 200 år frem. Bygget som værn mod de svenskere, der 26 år tidligere havde scoret Skåne, Halland og Blekinge efter en kort krig og en ydmygende fredstraktat.

I østen ...
Selv om øerne har været fredet siden 1926, er det dog ikke et støvet og 'dødt' frilandsmuseum, du går i land på. Nej, Christiansø og Frederiksø er et levende samfund, med posthus, læge, købmand – og kro.

Men når du følger stierne rundt på øerne, er det historien, der fylder dit synsfelt. De mange kanoner. Og fæstningsmurene, som er bygget med håndkraft!

LÆS OGSÅ: Bornholm - høj udfordring

Du må IKKE kravle rundt på murene, for de er lagt op af løse sten, der kan skride, så det kan være livsfarligt at bestige dem. Desuden er de jo, som alt andet på øen, fredet.

Og så er der det der med yderpunktet. Går du tværs over Christiansø kommer du til Bielkes Bastion, og herfra kan du se Østerskær ude i Østersøens blå bølger – og det er Danmarks østligste punkt. Herfra er der længere til Blåvands Huk end til Rusland. Her rammer solens første stråler Danmark først – hver dag.

Velbekomme
Har du tid tilovers før færgen sejler dig tilbage, så gør dig selv den tjeneste at lægge vejen forbi kroen. Den friske luft giver appetit, og den får du stillet her.

Charlotte og Stig tager imod med et begrænset, men godt menukort, der selvfølgelig også byder på de lokale kryddersild. Og nej, de hedder IKKE Christiansø-sild! Men de er lavet hos Ruth ovre på Frederiksø, hvor du også kan købe dem, små fem minutters gang fra kroen.

LÆS OGSÅ: Skal vi have en jernbanetunnel til Bornholm?

Og bagefter kan du nyde en times sejlads retur til Gudhjem, sidde på soldækket og se Ertholmene forsvinde i det fjerne, mens du fordøjer indtrykkene af Danmarkshistorien, tanken om, at du var nærmere Rusland end Vestjylland, og den solide frokost, du gav dig selv på kroen, midt i det levende samfund – og museum – Christiansø.

Ekstra Bladet Ferie var inviteret af Teambornholm.dk

1 af 3 Der, et par hundrede meter fra land, ligger Østerskær, Danmarks østligste punkt. (Foto: Pia Barfod)
2 af 3 'Gaden', hvor soldaterne boede. Der var otte lejligheder i hver opgang, og flere familier deltes om et køkken. 'Gaden' og flere andre bygninger på øen er bygget af sten fra Hammershus. (Foto: Pia Barfod)
3 af 3 Når færgen glider ind i Nordre Havn, ser du Storetårn, der knejser på toppen af Christiansø, lige bag kroen. (Foto: Pia Barfod)
0 kommentarer
Vis kommentarer