Et magisk sted på Bornholm

Café Værftet i Allinge er gennemført kitchet og fuld af overraskelser

Ander Arvidsen er tydeligvis - og forståeligt stolt af sit sted.(Foto: Camilla Cornelius)
Ander Arvidsen er tydeligvis - og forståeligt stolt af sit sted.(Foto: Camilla Cornelius)

Oplev magien på Café Værftet i klippet herover.

Jeg har gennemført et interview med en ærkebornholmer. Hvis jeg er heldig, har jeg forstået halvdelen, af hvad han har sagt, men jeg måtte tage mig selv i at sige ’hva’ i hver anden sætning.

Men jeg tror, han er cool nok med det. Der skal mere til at slå den gæve ejer af Café Værftet, der ligger i Allinge, ud af hans cool kurs.

Masser af syrede sager
Stedet er helt enestående. Der er nips og dimser alle vegne og der er er næsten ikke en plet i loftet eller på væggene, som ikke er beklædt med et eller andet.

Billeder, skibe, bakker, skilte, - selv en varmedunk hænger ned fra loftet. Karen Blixen, som det er indikeret på et navneskilt, står som en messingdukke med tørklæde om hovedet og en støvsuger i hånden.

På et af skiltene, der hænger på væggen, står der ’Stol Aldrig på en mand, der ikke drikker’. Så er stilen lagt.

Hakkedreng på planke
Ejer Anders Arvidsen er selv i køkkenet, og jeg må vente et stykke tid, før han har tid til at tale med mig. Imens spiser jeg stedet specialitet - Plankehakkebøf. Den er god, meget mættende og koster 118 kroner. Det er lige før, at jeg er glad for, at jeg spiser alene, for så er der tid til at finde nye detaljer i det dekorerede rum.

Betjeningen er mere end uformel, stemningen er i top, og det er tydeligt, at de andre gæster har været her mange gange.

Alt har en historie
Anders Arvidsen har haft Værftet i omkring ti år. Han har bygget det hele op fra bunden, og alt inventar består af genbrug, som enten er fundet på loppemarked eller nogen har foræret ham. En anden af stedets overraskelser er, at restauranten med et tryk på en fjernbetjening kan deles i to.

- Der er mange mennesker fra udlandet, som kommer her. De kan godt finde på at sende ting efterfølgende. Men jeg har også fået mange ting fra gamle værtshuse, skibe og privatpersoner. Rengøringskonen i hjørnet er en gammel sangskjuler fra et bryllup, som konen blev træt af at have stående. Og jeg finder plads til det hele, siger han.

Det er tydeligt, at Anders Arvidsen er stolt af sit sted, og der følger en historie med til hver eneste ting i restauranten. Så tag dig masser af tid, når du besøger Café Værftet.

Følg med videre
Dette var den sidste historie fra Bornholm i denne omgang på nettet. Men i Ferie-tillægget på lørdag kommer en fin guide til, hvad du kan lave udenfor sæsonen - og hvor billigt du kan gøre turen.

Tak for hjælpen kære læsere. Jeg glæder mig til at høre mere fra jer på min tur rundt i Danmark. På torsdag tager Bolette og jeg til Silkeborg og Randers. Så hvis du har et 'hemmeligt' sted, jeg skal besøge, så skriv til mig her .

Se flere artikler fra Ekstra Bladets rejse Danmark Rundt