De bedste og mærkeligste festivalkoncerter

Her er et lillebitte udpluk af de mest vanvittige festivalkoncerter på dansk jord

'HOP', råbte den lille mand, og hele pladsen foran Orange hoppede. The Streets tog Roskilde med storm den fredag aften 2008. (Polfoto/Jens Dige)
'HOP', råbte den lille mand, og hele pladsen foran Orange hoppede. The Streets tog Roskilde med storm den fredag aften 2008. (Polfoto/Jens Dige)

Denne artikel er en del af festival-temaet på ekstrabladet.dk/ferie

– Kan du huske ...

Normalt handler det om de fedeste koncerter, når din kammerat slynger overstående ud. Og de er altid værd at mindes.

Men her supplerer vi lige med et par af de mest tåkrummende pinlige muzakseancer – så pinlige, at vores negle stadig sidder begravet i fodballen.

Bevares, smag og behag er forskellig, men nogle optrædener er så fede, at alle burde have været der. Og det samme gælder de forfærdelige, som man jo bare kunne være skredet fra, men som alligevel havde en næsten magisk tiltrækningskraft over sig, og man derfor blev stående og led i samlet flok.

Nyd listen over nogle af de mest mindeværdige koncerter – på godt og ondt – på dansk festivaljord.

Bob Marley & The Wailers – Roskilde Festival (1978): Roskilde var bare et stop på Bob Marleys første verdensturne. Men med smittende spilleglæde transmogriffede Marley på et par timer alle mennesker på festivalen om til rastafarier. Yaaaah maaan!

t.A.T.u – Skanderborg Festival (2003): De fleste husarer smiler bredt ved tanken om kissemissende ungmøer, men da de russiske pigebørn i t.A.T.u. hyggede sig på Danmarks Smukkeste Festival, gik det alligevel over gevind. Ekstra Bladets anmelder kvitterede med: 'En ynk fra ende til anden'. To kyssende piger gør sig alligevel bedre på computeren bag nedrullede gardiner.

Metallica – Roskilde Festival (1986): Engang for længe siden spillede Metallica thrash metal, så din bedstemors ører begyndte at bløde. På Roskilde Festivalen i 1986 viste Ulrich og kompagni konkurrenterne, hvor skabet skulle stå. Og der står det vel egentlig stadig. Skabet altså.

Guns N' Roses – Roskilde Festival (2006): Axl Rose er verdens eneste rigtige rockstjerne: Primadonna og rygende genial. Men der er ikke langt fra genial til gal, og det fik Roskilde at føle i en blævrende koncert, hvor den overlevende rose på bedste divamaner konstant skiftede tøj og fik sit band til at spille Christina Aguilera. WTF!?

R.E.M. – Midtfyn (2003): Midtfyn sang på allersidste vers, da R.E.M. gik på scenen som sidste hovednavn i festivalens historie. Det stod ned i stænger, og hvad gør man så som forsanger? Well, Michael Stipe gik ud til publikum og uddelte tørre sokker. Overskud!

Red Hot Chili Peppers – Roskilde Festival (2007): Lørdag 7. juli 2007 var Red Hot Chili Peppers synonym med 'noget værre lård'. Bandet spillede kattejammerfunk med forsangeren brægende lavmælt i sin mikrofon. Koncerten var så ringe, at de slatne peberfrugter burde have givet en omgang kvajebajere.

Michael Learns to Rock – Skanderborg Festival (2009): Hvis tv-kokken Bo Bech i skikkelse af Lars Hjortshøj fra 'Live fra Bremen' skulle kommentere Michael, der aldrig har lært at rocke, ville han sige: 'Nej, nej, nej … hvor er teamworket? Hvor er samarbejdet?' På Skanderborg i 2009 fik 'The Actor'-drengene Kandis til at fremstå som Iron Maiden.

Diverse kunstnere – Skanderborg (2004): Danmarks Smukkeste Festival fejrede sit 25-års jubilæum ved at få 25 danske kunstnere – fra Sort Sol til TV-2 – til efter tur at spille et hit fra de foregående 25 år. Nogle af numrene faldt igennem, men perlerne – som Lars H.U.G., der sang 'Elsker dig for evigt' – hev arrangementet helt op til skyerne.

The Streets – Roskilde Festival (2008): Mike Skinner aka The Streets elsker Roskilde, og Roskilde elsker ham, og koncerten på Orange Scene fredag aften betegner han stadig som et af sin karrieres absolutte højdepunkter. Den lille, blege englænder fik ad flere omgange de mange, mange tusinde publikummer til at sætte sig på hug og hoppe i samlet flok på kommando fra purken. Og nå ja, så smed de fleste – mænd som kvinder – også T-shirten, fordi Mike Skinner gjorde.

U2 – Roskilde (1982): I 1982 var U2 relativt ukendte. Alligevel spillede de på Orange Scene, hvilket de klarede ganske godt. I sin ungdoms vanvid – men han kunne vel egentlig stadig finde på det – blev en storskrålende Bono hejst ud over publikum. Meget muligt, at han er blevet lidt frelst på sine ældre dage, men han har altså altid kunnet finde ud af at starte en fest, ham Bono.

Nirvana – Roskilde (1992): Der er delte meninger om Nirvanas koncert på Roskilde. Vi havde netop vundet EM i fodbold, så publikum var i ekstase. Det var Cobain og kompagni ikke. Langtfra. Koncerten var slap … so what? Det var Cobain, Grohl og Novoselic, der stod på scenen!

1 af 3 Russiske ungmøer i hed omfavnelse gør sig bedre i fantasien end på Skanderborg Festivalen. Hørte I det, t.A.T.u? (Foto: Johnny Frederiksen)
2 af 3 Kurt Cobain i front for Nirvana var på noget nær toppen af sin karriere, da han indtog Roskilde Festivals største scene i 1992. Halvandet år efter skød han sig selv. (Foto: Thomas Wilmann)
3 af 3 'HOP', råbte den lille mand, og hele pladsen foran Orange hoppede. The Streets tog Roskilde med storm den fredag aften 2008. (Polfoto/Jens Dige)
0 kommentarer
Vis kommentarer