Thorning danskernes foretrukne rejseguide

Lidt flere danskere ville foretrække at have helle Thorning som rejseguide frem for Lars Løkke

Vil du på rejse med en af disse to partiledere?
Vil du på rejse med en af disse to partiledere?

Findes der stadig vinkler på det folketingsvalg, der med garanti kommer i år, som du endnu ikke har læst?

Opfindsomheden synes i hvert fald ikke at kende nogle grænser hos folkene på Hotels.com, der har spurgt et udvalg af danskerne om, hvem af de to statsministerkandidater, de ville foretrække som rejseguide.

Og her vinder socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt marginalt over venstremanden Lars Løkke. Men der er både regionale og aldersmæssige udsving.

Således fortæller 53 pct. af de adspurgte, at de helst vil have Helle Thorning som rejseguide, mens 47 pct. foretrækker Lars Løkke. Hvordan det ser ud med resten af partilederne, får vi først at vide i næste uge, lyder det fra Hotels.com.

Ph.d. i valgforskning ved Aalborg Universitet, Ditte Shamshiri-Petersen, mener ikke, at det tætte valg kan sammenholdes med de små politiske forskelle, der er i Danmark:

- Vælgerne ved godt, at politikerne er nogle, der fører politik. Derfor ser de på andre personlige egenskaber, når de skal vælge rejseguide frem for statsminister. Så det er ikke overraskende, at valget om at være den mest populære rejseguide er meget tæt, siger hun i en pressemeddelelse.

Helle favorit på Sjælland
Danmark er delt af Storebælt i valget om deres foretrukne rejseguide. Hos sjællænderne henter Helle 49 pct. af sine stemmer, mens Lars kun sikrer sig 35 pct. i den del af landet.

Derimod ser det anderledes ud i resten af landet, hvor Lars sikrer sig de resterende 65 pct. af sine stemmer. Her må Helle 'nøjes' med 51 pct. af stemmerne. Regionsforskellen understreges af Ditte Shamshiri-Petersen, der mener, at der er stor forskel på politikernes image, hvorfor de opfattes forskelligt af vælgerne:

- Løkke har tidligere selv dyrket sit image som Lille Lars og den joviale mand, som man kan drikke en fadøl med. Det tiltrækker de vælgere, som også foretrækker at tage på charterferie. Thorning fremstår på den anden side mere chic og smart og på den måde appellerer hun til en anden form for ferie, hvor storby og shopping er på programmet.

De to partiledere scorer stort set lige mange point fra alle aldersgrupper. Men hos danskerne mellem 50-59 år er der forskel. I denne gruppe sikrer Helle sig hele 20 pct. af sine stemmer – Lars må igen se sig slået og får kun 13 pct. fra danskerne i denne aldersgruppe. Noget tyder på, at denne del af danskerne ikke vil rejse med Lars, hvis han har tænkt sig at pille ved efterlønnen.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere