Fut i Fårup Sommerland

Danmark Rundt har besøgt sommerlandet i skoven. Det bragte masser af minder frem

Lynet er Fårups vildeste forlystelse, hvor du kommer op i fart fra 0 til 80 på to sekunder. (Foto: Fårup Sommerland)
Lynet er Fårups vildeste forlystelse, hvor du kommer op i fart fra 0 til 80 på to sekunder. (Foto: Fårup Sommerland)

Se Fårups hurtigste forlystelse 'Lynet', hvor man bliver skudt ud som en raket, i klippet til højre.

Rundt på gulvet
– Aj, hvor er det sejt. Se hvor mærkelig jeg ser ud.

En flok teenagepiger står foran de ’skøre’ spejle i Fårups nye forlystelse ’Rævens Hule’. Et såkaldt Hurlumhejhus, hvor man blandt andet kan se sin krop forvandle sig fra tyk til tynd og omvendt. Inden pigerne kommer ud derfra, er de ligesom jeg helt rundt på gulvet på grund af gyngende gulve og skæve vægge.

Jeg føler mig som barn igen og kommer i min hjerne til at skrue tiden tilbage til dengang, jeg var lille og kom på sommerferie hos Moster Bibi og onkel Svend Erik i deres sommerhus her i området. Der var to højdepunkter. Det ene var at lege skjul i klitterne. Det andet var turen til Fårup Sommerland i Blokhus.

Alle er med
Det var fast ritual, at onkel Svend Erik og jeg skulle gå på pæle, kravle i tov og komme tørskoet over en flod ved hjælp af en vippende tømmerflåde på ’Junglestien’. I dag har forlystelsen skiftet navn til ’Skattejagten’ og er blevet udvidet med høje tårne, hvor man skal gå på line på lange rafter. Onkel er 80 i dag men ville have taget jagten med mig, hvis ikke han havde fået forbud af moster.

Efter ’Junglestien’ skulle man lige prøve den nyeste forlystelse, som typisk var en rutsjebane, der gav anledning til at få trænet skrigeorganet. Men det var på de mange åbne områder med trampoliner, at tiden fløj allerhurtigst. Der var ikke det spring eller den saltomortale, som ikke blev fremhævet overfor min tålmodige familie, der i timevis sad og så på.

Startede simpelt
Da Fårup Sommerland åbnede i 1975, var det faktisk også kun med trampoliner, sandkasser, heste og kanoer, som var til fri afbenyttelse, når entreen først var betalt. Det var det første sommerland i Danmark med det koncept og er siden blevet kopieret af mange andre. Konkurrencen har siden ført til, at Fårup i dag har Nordens største Aqualand med bølger i bassinerne og vilde vandrutchebaner samt andre hurtige forlystelser. Blandet andet ’Lynet’, hvor du bliver skudt i gang som en raket på vej ud i rummet. Gå ind på ekstrabladet.dk/ferie og se hvordan.

– Vi gør hele tiden meget for at forny os. Men vi husker også på, hvad vi kom fra. Det sjove er, at lige meget hvor mange vilde forlystelser vi får, så er der altid masser af børn ved trampolinerne og hoppepuderne. Desuden er det vigtigt for os, at hele familien kan være med uanset alder, siger Laila Mølholt fra Fårup Sommerland.

Opfandt hoppepuderne
De store hoppepuder, som man også ser mange steder i landet i dag, kommer fra Fårup Sommerland, der har opfundet dem. Jeg husker tydeligt dramaet, når man sammen med de andre piger havde udset sig den sødeste dreng og kæmpede om hans opmærksomhed..

Det hele kommer tilbage til mig, mens jeg går rundt i sommerlandet midt ude i skoven. Der er kommet et par tiltag, siden jeg var der sidst. Bl.a. det store grillområde, hvor folk kan grille de medbragte bøffer, et par ekstra forlystelser og parken er i det hele taget blevet udvidet lidt her og der. Men sjælen, de store is og stemningen er den samme.

Og da jeg er på vej ud derfra, ser jeg en lyshåret pige på omkring syv år, der holder to familiemedlemmer i hånden på vej mod udgangen. De voksne prøver tydeligvis at holde hende beskæftiget med svingture og anekdoter. Men da hun opfatter, hvad der er ved at ske, sætter hun i et vræl og prøver at vriste sig fri. Gode råd er dyre og endnu en is må til, før hun følger med ud.

Intet er forandret og heldigvis for det.

Se flere artikler fra Ekstra Bladets rejse Danmark Rundt i linksne oppe til højre.

Vores journalist Camilla Cornelius kører Danmark rundt for at finde de sjoveste, særeste og ikke mindst bedste ferieoplevelser herhjemme. Hjælp Camilla ved at skrive til hende på cacor@eb.dk
Følg Ekstra Bladets rejse Danmark Rundt.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen