Kom billigt til Bornholm

Få foråret til halv pris på solskinsøen

Bornholm har meget at byde på året rundt, men hvorfor ikke nyde godt af øens slagtilbud og få det hele til den halve pris udenfor højsæsonen. (Foto: Colourbox)
Bornholm har meget at byde på året rundt, men hvorfor ikke nyde godt af øens slagtilbud og få det hele til den halve pris udenfor højsæsonen. (Foto: Colourbox)

Nu kan du komme på billig forårsferie på Bornholm. Turistorganisationen Destination Bornholm, Bornholmstrafikken og en masse af øens hoteller er gået sammen for at få liv i øen tidligere på sæsonen, og det betyder, at du får færgeoverfart, overnatning og masser af attraktioner til halv pris.

- I dag tager det kun omkring tre timer fra København at komme hertil. Og når man er her, kan man koble helt af. Det faktum, at der er vand på alle sider, virker enormt beroligende. Det vil vi gerne give flere danskere mulighed for at opleve, siger Paw Brylet fra Destination Bornholm.

Jeg vil give Paw Brylet ret. Jeg har selv lige opholdt mig fem dage på øen i forbindelse med, at jeg kører Danmark Rundt.

Kør ikke forgæves
Selv om det er udenfor sæsonen, er der masser af interessante aktiviteter - man skal bare lige vide hvilke, der er åbne, så man ikke kører forgæves. Så tag på en romantisk tur med kæresten eller på hyggetur med veninderne. Og nyd, at du har det hele for dig selv.

Her får du Danmark Rundts hitliste over steder, der er værd at besøge, når det gælder aktiviteter, mad og hemmelige steder. Du kan finde flere gode tips på ekstrabladet.dk/ferie. Få mange flere tips til din danmarksferie her i avisen samt på nettet de kommende dage, uger og måneder. God fornøjelse.

Spis godt

Det skal du lave

Det skal du købe

Find rabatterne her
Gå ind på hjemmesiden foraar.bornholm.info. Her kan du finde forskellige tilbud på blandt andet hoteller, ferielejligheder og hytter. Når du bestiller overnatningen får du samtidig en reduceret pris på færgeoverfart og attraktioner med Bornholm Plus kortet. Planlæg dit besøg fra torsdag til søndag, der er langt flere oplevelsesmuligheder. Tilbuddet gælder i perioden fra 15. marts til 13. juni 2010.

En kærlighedserklæring
Svaneke er helt klart min yndlingsby på Bornholm. Det er der, der sker mest - også udenfor sæsonen. Byen er super hyggelig at tulle rundt i, og man har følelsen af at befinde sig i Danmark i en tidligere tidsalder. Bare prøv at gå ind i købmanden på det lille torv. Næste weekend bliver Svaneke desuden udråbt til 'Kærlighedens by', og der vil være masser af fokus på de hjemmelavede produkter, som bliver produceret i byen.

Lejlighed er smart
Jeg boede først på Hotel Fredensborg i Rønne, som er et af de finere hoteller på øen. Skøn beliggenhed og god mad. Siden flyttede jeg til ferielejlighederne, som ligger ved Hotel Romantik i Sandvig. Stedet kan klart anbefales og er desuden med i forårstilbuddet. Man vågner op til bølgernes brusen, der er god plads og ikke mindst boblebad. Desuden er det smart, at man kan lave mad, hvis man ikke vil ud at spise hver dag.