Generelt er flypriserne faldet over de senere år. Særligt på de oversøiske destinationer.
Men desværre for de danskere, der ønsker at tilbringe nytåret et andet sted end Danmark, er priserne steget i forhold til sidste år.
Den seneste opgørelse fra Dansk Flyprisindex viser således, at det er blevet seks procent dyrere.
LÆS OGSÅ: Flybilletter er historisk billige netop nu
Og det er ikke overraskende den stigende efterspørgsel, der får skylden.
- De relativt høje billetpriser omkring jul og nytår er en kombination af, at danskerne i år i god tid har bestilt flyrejserne på et tidspunkt, hvor der var mange kampagnetilbud først på efteråret.
- Men vi fornemmer, at det i ligeså høj grad er udtryk for, at flere end tidligere rejser væk i jule- og nytårsperioden, vurderer administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.
LÆS OGSÅ: Stadig flere tager flyet
Den laveste gennemsnitspris fra København til de 10 europæiske storbyer, der indgår i prisindekset er i år 1.153 kroner for en returbillet, mens prisen sidste år var 1.084 kroner. Det betyder, at nytårsrejserne med rutefly er blevet seks procent dyrere i samme afrejseuge og på samme bestillingstidspunkt.
LÆS OGSÅ: Fed flypassager tvang sidemand til at stå op
De europæiske destinationer i flyprisindekset omfatter Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.
Er rejsemålet oversøisk, er der samme tendens at spore. Her er de laveste gennemsnitspriser steget med næsten syv procent, således at en returbillet til indeksets 10 oversøiske destinationer i år koster 6.352 kroner i gennemsnit i nytårsperioden.
LÆS OGSÅ: En stavefejl på flybilletten kan koste kassen
Dyrest er Sydney med en pris på 8.916 kroner, mens Dubai ligger i den lave ende med en returbillet til 4.564 kroner. De øvrige oversøiske destinationer i prisindekset er Bangkok, Beijing, Johannesborg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro og Tokyo.
Pristjekket er foretaget i afrejseuge 52, der går fra 26. december 2011 til 1. januar 2012.