Et slag for Havreholm

Leder du efter en aktiv ferie til sommer? Tag på slotsweekend i Nordsjælland

Golf er blot en af de aktiviteter, du kan kaste dig ud i på Havreholm Slot. Og bare rolig: Du behøver ikke være prof.
Golf er blot en af de aktiviteter, du kan kaste dig ud i på Havreholm Slot. Og bare rolig: Du behøver ikke være prof.

Bøj let i benene, hold blikket på bolden, og sving så alt, hvad du kan.

Eller noget i den stil …

Efter et besøg på Havreholm Slots golfbane kan det med sikkerhed konstateres, at undertegnede aldrig bliver den nye Tiger Woods.

Men så er det jo heldigt, at der ikke stilles alle mulige urimelige krav om talent på Havreholm-banen.

LÆS OGSÅ: Vælg selv din strand

Alle slottets gæster på romantisk weekendophold kan – uanset handicap – frit tage turen rundt på de ni huller, og for de mere professionelle typer – eller dem, der ville ønske, de var det – er der mulighed for at booke et golfophold, hvor man nyder godt af slottets samarbejde med blandt andre Hornbæk golfklub.

Svært at kede sig
Er du derimod typen, der dør af kedsomhed bare ved tanken om golf, så byder den nordsjællandske residens heldigvis på masser af andre aktiviteter.

Stedet råder blandt andet over fire tennisbaner, squash, petanque, spabad, billard og to swimmingpools af rimelig størrelse – en inde og en ude.

Det er kort sagt svært at komme til at kede sig.

LÆS OGSÅ: Find dit ferieland - 35 minutter fra København

Selv kalder Havreholm Slot, der i øvrigt drives af Takt- og Tonedronningen Inge Correll, sig et 'moderne fristed i smukke omgivelser'.

Og der er sateme (undskyld sproget) også flot.

Ikke fordi slottet er særligt imponerende. Bevares, det er pænt, men bestemt ikke storslået, og piger med prinsessedrømme kan sikkert blive en anelse skuffede over fraværet af tårne med fine spir på hovedbygningen.

Til gengæld kan omgivelserne tage pusten fra enhver romantiker.

Hovedbygning, ferieboliger og aktivitetsbaner ligger hengemt i et smukt grønt område, og både fra slottet og terrasserne i flere af ferieboligerne kan man nyde synet over den idylliske sø i baghaven.

LÆS OGSÅ: Tag cyklerne frem

Her er der– i hvert fald i højsæsonen – en lille robåd til fri afbenyttelse for romantiske sjæle eller fritidsfiskere. Og på den anden side af vejen er der mulighed for at gå en tur i skoven – eller leje en hest hos genboen, hvis man lyster.

Fornem morgenbuffet
Indkvarteringen er heller ikke så ringe endda. Alle gæster indlogeres i pæne, store ferieboliger med egen terrasse eller balkon – en del har endda udsigt over den lille sø. Samtidig får man en ganske fornem morgenbuffet med i købet.

Alt i alt et ganske imponerende setup, som gør slottet til et godt bud på en aktiv sommerweekend, hvis man gerne vil forkæle sig selv og familien.

1 af 3 Det lille fine slot ligger helt fortryllende fint.
2 af 3 På Havreholm Slot får du et break fra hverdagen, der samtidig gør det muligt at få rørt samtlige muskler i kroppen i smukke omgivelser udenfor og dejlige forhold indenfor.
3 af 3 Golf er blot en af de aktiviteter, du kan kaste dig ud i på Havreholm Slot. Og bare rolig: Du behøver ikke være prof.
0 kommentarer
Vis kommentarer