Småbørn gratis i Tivoli

Børn under otte år gratis i Tivoli

Børn under otte år slipper gratis med i Tivoli. (Foto: Jan Unger)
Børn under otte år slipper gratis med i Tivoli. (Foto: Jan Unger)

Forlystelsesparkerne kalder, når sommeren er over os. Familien Danmark pakker trækvognen med madpakker, kaffe og sodavand - og så skal vi have det sjovt.

Tivoli vil nu med på den vogn og går derfor på strandhugst hos konkurrenterne. Der skal flere gæster ind i den gamle have i København, og de skal lokkes med lavere priser og mere familiehygge.

- Vi har jo kigget på markedet - og det er jo ikke, fordi det vælter ind med turister i København og Danmark lige for øjeblikket, siger Tivoli-direktør Lars Liebst.

- Og da vi jo har rigtig mange danskere normalt som gæster, så må vi gøre noget for at få dem til at komme en ekstra gang. Og det er blandt andet derfor, at børn under otte år kan komme gratis ind, siger han.

Tivoli får ofte ris for at være dyr. Det er dyrt at komme ind, det er dyrt at få et turpas - og det er ikke mindst dyrt at spise i haven. Lars Liebst mener dog, at prisniveauet ikke er så himmelhøjt endda:

- Sammenligner man Tivoli med tilsvarende institutioner i Europa - så er vi faktisk ikke så dyre. Vi ligger for eksempel slet ikke i top 10 over de dyreste. Men vi ligger højt, siger han.

Men med en ny prisstruktur og andre nye tiltag skal det blive billigere for familien Danmark at tage en tur i Tivoli. Og det er tydeligt, at det er familierne med børn, man vil trække til i større stil end i dag.

- Vi får flere steder til børnefamilierne. Restauranterne kommer med nye menukort, så selv børnefamilierne har råd til at gå ind og spise, siger Tivoli-direktøren og fortsætter:

- Og vil man ikke det, så kan man sætte sig på Plænen eller foran Pantomimeteatret, hvor der også er græs. Så det er bare med at smøre madpakken hjemmefra.

Ud over de ændrede billetpriser forsøger Tivoli sig i år med noget helt nyt. Den amerikanske rapstjerne Kanye West spiller i haven til august kun for et koncertpublikum. Haven lukkes en time - og man kan så købe dyre koncertbilletter til haven.

- Nogen af de helt store navne skal have rigtig, rigtig mange penge for at spille. Og med en entre på 75 kroner udenfor højsæsonen hænger det ikke sammen. Så som noget nyt lukker vi en enkelt dag sidst på dagen og åbner med almindelige koncertpriser, siger Lars Liebst.