Færre danske flyrejsende

Det er særligt indenrigstrafikken, der er faldet

De danske lufthavne, der er særligt afhængige af indenrigstrafikken, har været hårdest ramt af CimberSterlings konkurs. (Foto: Colourbox.com)
De danske lufthavne, der er særligt afhængige af indenrigstrafikken, har været hårdest ramt af CimberSterlings konkurs. (Foto: Colourbox.com)

Lidt færre passagerer rejste med fly fra danske lufthavne i første kvartal af 2013 i forhold til fjerde kvartal i 2012.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, der har renset tallene for de sædvanlige sæsonudsving.

Faldet var på blot en procent på de internationale ruter, mens indenrigsflyvningerne oplevede et fald på fire procent.

CimberSterlings konkurs sidste år har været medvirkende til, at den indenrigs rutetrafik er faldet med 20 procent i forhold til sidste år.

I samme periode er udenrigstrafikken øget med en procent til 2,6 millioner rejsende, hvoraf de 2,4 millioner fløj med rutefly.

Københavns Lufthavn har oplevet et fald i trafikken på en procent, Billund har haft en stigning på to procent, mens Aalborg Lufthavn har mistet ni procent.

Hårdest ramt er Aarhus Lufthavn med et fald på hele 17 procent. Begge byer mærker konsekvenserne af CimberSterlings konkurs, skriver Danmarks Statistik.

0 kommentarer
Vis kommentarer