Gratis juletog til studerende

Kun for studerende: Rejs gratis hjem til Fyn og Jylland 21. december

En togbillet fra København til Jylland kan godt gøre et stort indhug i S.U.'en. Så mon ikke mange studerende vil forsøge at sikre sig billetter til det gratis tog? (Foto: Arriva)
En togbillet fra København til Jylland kan godt gøre et stort indhug i S.U.'en. Så mon ikke mange studerende vil forsøge at sikre sig billetter til det gratis tog? (Foto: Arriva)

Julen er dyr. Og er man studerende fra provinsen med studieplads i hovedstaden, kan det være svært at finde penge til både julegaver, julefrokoster og naturligvis transporten hjem til de gamle i julen.

Der er dog hjælp at hente for de hurtige. For chokoladevirksomheden Anthon Berg sponsorerer i samarbejde med Arriva et juletog med afgang fra Københavns Hovedbanegård 21. december, hvor turen går over byer på både Sjælland, Fyn og Jylland til endestationen Aalborg.

Man har døbt afgangen Det Generøse Juletog, og det forlader København i særdeles human tid for unge mennesker, der har rundet studieåret af med lidt for mange julebryg fredag aften. Nærmere bestemt klokken 11.20.

Billetter kan bookes her

Det eneste, der forlanges til gengæld for den gratis transport, er generøsitet. Og passagerene må selv afgøre, hvorledes de vil vise den. De kan eksempelvis hjælpe andre med deres baggage, sørge for at have julemusik med, lade andre komme foran i toiletkøen, uddele komplimenter og smil til medpassagererne eller melde sig til at være den, der medbringer og uddeler julelækkerier til de andre i toget.

Anthon Berg har i samarbejde med Yougov foretaget en undersøgelse, der viser, at 84 procent af danskerne mener, at der er brug for mere generøsitet i hverdagen.

- Vores analyse viser, at de unge og studerende er dem, der reagerer mest positivt på generøsitet fra andre. Det er også den gruppe, der i størst omfang får lyst til at sprede generøsiteten videre til deres omgivelser, og derfor ønsker vi at kickstarte en generøsitetsbølge ved at hjælpe de unge studerende her op til jul, hvor deres SU bliver udfordret bl.a. af dyre togbilletter hjem til familien, siger Senior Brand Manager Rikke Crown.

0 kommentarer
Vis kommentarer