Norsk konflikt kan sprede sig til Københavns Lufthavn

En konflikt truer mellem Norwegian og selskabets kabinepersonale. Det kan ende med sympatikonflikt i København

Norwegian-konflikt kan ramme Københavns Lufthavn i Kastrup- (Foto: Norwegian)
Norwegian-konflikt kan ramme Københavns Lufthavn i Kastrup- (Foto: Norwegian)

Flypassagerer med Norwegian-billetter og rejseplaner i maj, skal måske indstille sig på, at planerne kan blive ændret.

En konflikt truer mellem Norwegian og selskabets kabinepersonale, som har varslet strejke fra næste onsdag. Norwegian og den norske fagforening Parat skal nu mødes i den norske mæglingsinstitution, som svarer til den danske forligsinstitution.

- Når det kommer til mægling, er der altid en mulighed for, at det kommer til konflikt. Der er to muligheder: Enten bliver vi enige, eller også bliver der konflikt, siger næstformanden i Parat, Vegard Einan, til Ritzau.

Foto: Colourbox Vagthund 10 forårsdestinationer med solgaranti

- Det her er meget vigtige spørgsmål for vores medlemmer. Det handler jo ikke bare om løn eller arbejdstid. Det handler om, hvor man skal være ansat, og hvilket selskab vi skal aftale overenskomst med fremover for vores medlemmer, tilføjer han.

Fagforeningen stejler over, at Norwegian har overflyttet kabinepersonalet til to nyoprettede datterselskaber, Cabin Services Norway og Cabin Services Denmark. Det betyder, at de ansatte ikke længere har en samlet overenskomst.

Fagforeningen mener, at det vil svække medlemmerne.

Se også: Så mange skal du dele flytoilet med

Hos Norwegian i Danmark vil informationschef Johan Bisgaard Larsen ikke sige noget om forhandlingerne.

- Rigsmægleren skal have ro til at forhandle, så vi forhåbentligt finder en løsning, siger han.

Parterne skal forhandle mandag og tirsdag i næste uge, men hvis de ikke bliver enige, kan konflikten altså bryde ud allerede onsdag.

- Vi prøver så vidt muligt at opretholde de flyafgange, vi kan. Men det er for tidligt at sige noget om, hvor omfattende konflikten eventuelt kan blive, siger Johan Bisgaard Larsen.

Se også: De er skøre, de nordmænd

Men der kan i sidste ende blive tale om en blokade af Norwegian i Københavns Lufthavn, lyder det fra 3F i Kastrup.

- Hvis der er en lovlig hovedkonflikt for kabinepersonalet, så kan der også blive en lovlig sympatikonflikt, for eksempel i forhold til håndtering af bagage, passagerer eller brændstof for Norwegian, siger formanden for 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen.

Fagforeningen Parat frygter, at Norwegian i sidste ende kan sælge de to selskaber helt fra. Også Hos Flyvebranchens Personale Union (FPU) i Danmark er man bekymret.

Se også: Norwegians Dreamlinere må ikke flyve til USA

- Vi frygter, at den form for social dumping kan gå hen og blive normen.

- Det vil betyde dårligere ansættelsesvilkår, og ikke mindst kan det få konsekvenser for sikkerheden, hvis personalet ikke har tilstrækkeligt kendskab til det enkelte selskabs kulturer og procedurer, siger næstformand i FPU, Anders Mark Jensen.

1300 kabinefolk i Norge og Danmark kan blive omfattet af en eventuel strejke. Norwegian har svaret igen med det, der svarer til et lockout-varsel af de ansatte.

0 kommentarer
Vis kommentarer