Her er vinterferiens sjoveste aktiviteter

Danmark byder på masser af sveddryppende aktiviteter i vinterferien

(Foto: Stevie Naeyaert)
(Foto: Stevie Naeyaert)

Så er det igen snart tid til vinterferie. Udenfor er det stadig koldt, og uret skal ikke bevæge sig meget forbi kl. 16, før himlen er mørk og gadelygterne tændes. Det kan lokke enhver til at sætte en god film på og putte sig i sofaen med et tæppe og en kop varm kakao. Og det skal der selvfølgelig være tid til. Men inden ugen er omme, kan det godt være, at ungerne har samlet en ordentlig mængde indebrændt energi, som de ikke ville tage skade af at brænde af.

Læs også: Udforsk Nordkorea på Google Maps

Hiv hele familien ud af fjerene og deltag i aktiviteter sammen i skolernes vinterferie. Der er flere forskellige arrangementer og tiltag rundt om i landet. I bestemmer selv, hvor energien skal brændes af, og hvordan samværet skal nydes.

Tag en dukkert
Vandpjaskeri er et hit blandt de fleste småfolk. Brug en formiddag i svømmehallen. Børnene kan nemt få flere timer til at gå med at lege i vandet, og du kan få dagens motion på bassinets baner. Eftermiddagen kan I så velfortjent bruge på hygge og varme tæpper derhjemme.

Her kan du svømme
Svømmehaller finder du overalt i landet, her får du gode børnevenlige bud:

Vandkulturhuset i DGI-byen i København har både et springbassin til vovehalsene, børnebassin til de små og baner til de motionshungrende.

Viborg svømmehal byder på varmtvandsbassin, soppebassin, rutsjebaner og spa.

Kildeskovhallen i Gentofte har børnebassin, rutsjebaner, springbassin, saunaer og koldtvandsbassin.

Svømmestadion Danmark i Esbjerg byder på rutsjebaner, lagune, vipper, spa, saunagus og baner.

Gellerupbadet i Aarhus blev renoveret i 2008 og fik blandt andet klatrevæg. Derudover byder svømmehallen på legebassin, vandrutsjebane, vandlegetøj og sauna.

Læs også: NASA: Danskerne tæt på verdens flotteste nordlys

Snør støvlerne
Gå på opdagelse i den danske natur. At vandre er en let måde at komme tæt på naturen og få frisk luft i kinderne. Mange steder i Danmark er fine ruter afmærkede, så du og din familie nemt og uden de store omveje kan finde rundt i naturen. Børnene får mulighed for at hoppe og springe, lige så tosset de vil, og du får tid til at være sammen med dem på en helt anden måde end hjemme i hverdagens trummerum.

I kan eventuelt indlægge pauser i turen, hvor I spiser en mad eller drikker noget varmt, så batterierne ikke løber tør for hurtigt. Med rygsæk på ryggen føler børnene sig som en endnu større del af turen. De kan sagtens selv bære madpakke og drikkedunk.

Husk selvfølgelig stadig at overveje, hvor langt de mindste kan gå.

Her kan du vandre
På Naturstyrelsens hjemmeside www.naturstyrelsen.dk kan du finde mange vandreruter og printe foldere med kort og information om områderne. Her får du et lille udvalg:

Svanninge Bakker nord for Fåborg. Kuperet og varieret landskab med både kær og moser, dyre- og planteliv.

Dybbøls Banke giver mulighed for både natur og historie. Området udgjorde i 1864 scene for kampene mellem den preussiske og den danske hær, som var de seneste egentlige krigshandlinger på dansk grund.

Råbjerg Mile i Vendsyssel er et af de steder i Danmark, hvor naturen har godt fat i mennesket og vi må tilpasse os den. vandet og vejrets forvandlende kræfter har formet området. Selve milen består af en 1000 m bred og 1000 m lang sandbunke, der langsomt bevæger sig mod Kattegat.

Gl. Lejre ved Roskilde. Et historisk landskab med søer, enge, skove, bakker og flere arkæologiske fund, der vidner om især vikingetiden. Sagnlandet Lejre er stemningsfuldt for hele familien, der er blandt andet huse og haver fra stenalderen, jernalderen og vikingetiden.

Læs også: Fire fede pauser på landjord

Tag i legeland
Afhold jeres egen konkurrence på rodeotyr, hop i hoppeborg, sus ned ad rutsjebaner, spil videospil, dyst på minigolfbanen eller tag en klatretur i klatreborg. Et legeland har noget for hele familien. De voksne kan slappe af og nyde en kop kaffe, mens børnene prøver det hele af, og er godt underholdt i flere timer.

Legelandet.dk
I både Aarhus og Vejle finder du Legelandet.dk.

Her kan du lege
Funcity Copenhagen ligger bare ti minutters gang fra Herlev Station.

Legejunglen.dk holder til i Slangerup og Køge.

I Aalborg kan du og din familie tage i Jumboland.

I Odense kan du besøge den ufarlige Løvens hule. Der findes både et land til de helt små og til de lidt større.

Monky Tonky Land finder du i både Rødby og i Billund.

Leg i Lego World
Tag på en sjov byggeplads for hele familien. Store og små får lov til at udfolde sig kreativt med et hav af klodser i Lego World. Der er fokus på leg, fri fantasi og sjove aktiviteter. I kan blandt andet løbe om kap med en virtuel Lego-minifigur, blive Lego-brandmand for en dag, danse eller spille videospil.

Hvor: Bella Center, Center Boulevard 5, 2300 København S.Hvornår: 14.-17. februar 2013, alle dage 10-17.For hvem: Hele familien. Pris: 140 kr. pr. person, børn 0-2 år er gratis. Billetter købes på Legoworld.bellacenter.dk.

Læs også: Kroatien rundt på kryds og tværs

Stå på ski
Er der sne, er det selvfølgelig bare at komme af sted til nærmeste bakke og spænde skiene på fødderne. Men skulle Danmark være dækket af grønt og ikke hvidt i din ferie, så er der stadig muligheder for at stå på ski i vinterferien.

I Danmark findes der både indendørs og udendørs skibakker, som du og din familie kan suse nedad. Der er forskellige niveauer til . De fleste steder har dog både noget, der passer til nybegyndere og lidt mere øvede inden for skisporten.

Her kan du stå på ski
Dayz Søhøjlandets Skicenter, udendørs skiområde, ved Silkeborg.

SkiArena i Århus, indendørs, åbent ved bookinger.

IndoorSki i Rødovre, book lektion.

Lalandia Rødby, indendørs skibakke.

Læs også: Underskønne Ubud

Luksuriøs selvforkælelse
Wellness er et forførende hit i vinterkulden, der giver dig mulighed for at sænke skuldrene og glemme hverdagens stress og jag. Drengene må selvfølgelig gerne komme med, men det er måske mest en oplevelse for familiens piger. Hvis drengene ikke gider, kan I sende dem på herretur og gå all-in på mor-datter hygge. I kan få ansigtsbehandlinger, massage eller få ordnet negle. De små kommer til at føle sig som fine damer og de voksne får ladet batterierne godt og grundigt op. Vigtigst af alt får I en oplevelse sammen.

Her kan du få wellness
Du kan ofte finde gode tilbud på wellnessoplevelse på tilbudssider på nettet, for eksempel på Groupon, Sweatdeal og Downtown.

På Wellnessportalen.dk kan du få et godt overblik over tilbud i Danmark.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Ferie
Seneste i Ferie
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere